Krav til danskkundskaber misbruges politisk

Fra politisk side tolkes det ensidigt som manglende vilje eller manglende indsats, når en udlænding ikke er lykkedes med at blive flydende på dansk efter en årrække i Danmark. Derfor har man gjort danskundervisning obligatorisk, hvis man som nyankommen vil modtage ydelser fra kommunen. Og man skal selv betale, hvis man har behov for tolk efter 3 år i landet.
 
Samtidig har man gjort dokumentation for gode danskkundskaber til et adgangskrav for at opnå visse rettigheder. Det gælder især permanent ophold, familiesammenføring og statsborgerskab, men også som et målbart element i sager om tilknytning til Danmark.
 
Her går det galt, og incitament bliver til barriere.
 
Et flertal i Folketinget har gennem et årti indrettet lovgivningen, som om danskuddannelserne er en stige med tre trin – men det er faktisk tre forskellige stiger.
 
Resultatet er, at danskprøverne udelukker sårbare mennesker fra at opnå fulde rettigheder. Konkret betyder det, at en vis portion af voksne, som kommer til landet – heriblandt flest kvinder og/eller flygtninge – ikke vil være i stand til at imødegå danskkravene uanset hvor meget, de strenger sig an. Den eksamen i dansk, som de med stolthed har bestået, anerkendes ikke af det politiske flertal.
 
Det er strukturel diskrimination på baggrund af handicap og køn, hvilket er et brud på en hel række af internationale konventioner.
 
Man må efterhånden spørge sig selv, om formålet med at lære udlændinge dansk i dag virkelig er, at de kan ”blive deltagende og ydende medborgere på lige fod med samfundets øvrige borgere”, som der står i loven om danskuddannelse.

Lov om danskundervisning til voksne udlændinge

At lære det danske sprog er en indlysende fordel for flygtninge og indvandrere, som bor i Danmark. Alle vil gerne kunne kommunikere i hverdagen, forstå breve fra det offentlige og følge med i medierne. Forbedringer i undervisningstilbud har betydet, at nyankomne nu i langt højere grad lærer dansk end for 20 år siden. Men der er stadig meget stor forskel på, hvor langt den enkelte når. For børn er det sjældent et problem at lære dansk, men for voksne kan det vise sig at være en umulig opgave.
 
Lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. blev vedtaget i 2003 og er senest reguleret i 2022. Området hører under Udlændinge- og Integrationsministeriet, ikke Undervisningsministeriet. Formålet er bredere end blot at lære det danske sprog, sådan som det beskrives i lovens §1:

”Formålet med uddannelse i dansk som andetsprog (danskuddannelse) er at bidrage til, at voksne udlændinge med udgangspunkt i deres individuelle forudsætninger og integrationsmål opnår nødvendige dansksproglige kompetencer og viden om kultur- og samfundsforhold i Danmark, så de kan blive deltagende og ydende medborgere på lige fod med samfundets øvrige borgere.”

Der findes tre parallelle danskuddannelser, som hver især er tilrettelagt ud fra kursistens forudsætninger, og afsluttes med hver sin eksamen.

”Danskuddannelse 1 tilrettelægges for kursister med ingen eller ringe skolebaggrund og for kursister, der ikke har lært at læse og skrive på deres modersmål samt for kursister, som ikke har kendskab til det latinske alfabet. Danskuddannelse 2 tilrettelægges for kursister, som normalt har en kort skole- og uddannelsesbaggrund fra hjemlandet, og Danskuddannelse 3 tilrettelægges for kursister, som normalt har en mellemlang eller lang skole- og uddannelsesbaggrund fra hjemlandet.” 

Bopælskommunen skal tilbyde danskuddannelse senest en måned efter ankomsten, enten på kommunens egne sprogskoler eller ved at indgå aftaler med private udbydere.

De tre danskuddannelser

Det er sprogskolerne, der baseret på en individuel vurdering indplacerer kursisterne på den rette af de tre uddannelser. Ministeriet fører tilsyn med indplaceringen. Det er muligt at skifte undervejs, hvis lærerne anbefaler det.
 
Der er to typer kursister: Integrationskursister (flygtninge og familiesammenførte til dem, fordrevne fra Ukraine) og Selvforsørgerkursister (familiesammenførte til danskere, EU-borgere, migrantarbejdere). Undervisningen er gratis for begge grupper, men selvforsørgere skal betale et depositum på 2.000 kr., som refunderes senere.
 
Alle tre uddannelser har hidtil bestået af 6 moduler, men efter 1. januar 2025 fik Danskuddannelse 1 skåret det sjette modul bort. Danskuddannelse 1 (DU1) og Danskuddannelse 2 (DU2) afsluttes med henholdsvis Prøve i Dansk 1 og Prøve i Dansk 2 (PD1 og PD2). Danskuddannelse 3 (DU3) afsluttes med prøver på to niveauer, henholdsvis Prøve i Dansk 3 (PD3) og Studieprøven. Læs mere om prøvernes indhold og niveau her.

Når man har taget den afsluttende eksamen, har man ikke længere ret til gratis danskuddannelse, og skal selv betale, hvis man ønsker at gå op til en anden prøve efterfølgende som selvstuderende. En del fortsætter med at tage en 9. klasse på FVU efter en afsluttet PD2, men springet derop fra PD1 vil være for stort.

”Jeg vil understrege at man ikke kan komme videre fra en danskuddannelse til en anden. Der er tale om tre parallelle uddannelser, og man fuldfører kun den ene uddannelse, man er blevet visiteret ind på. Der er endvidere meget begrænsede muligheder for at udbygge sine danskkundskaber efter en afsluttet PD1, fordi springet er for stort op til andre uddannelsestilbud for voksne.”
   - Katja Pakalski, skoleleder og lærer i dansk som andetsprog gennem 25 år

(Alle tal hentet fra ministeriets årsrapport 2024). Der er flere kvinder og ældre på DU1-uddannelsen end på de andre to. Kursister på DU1 skal bruge mere tid til at nå i mål. Ikke desto mindre har man valgt at skære det sidste modul væk fra politisk side. Når sidste modul forsvinder, betyder det også et større hul op til fortsat danskundervisning efter PD1. F.eks. er FVU-uddannelsen ikke beregnet til udlændinge, og den lægger langt mere vægt på læsning og skrivning, hvor DU1 vægter det mundtlige højere.

Chancen for at bestå prøven som selvstuderende er meget mindre end hvis man har fulgt undervisningen. En stor del af de selvstuderende går kun op til prøven i et forsøg på at leve op til et lovgivningsmæssigt krav.

Hver af de tre danskuddannelser har et omfang, som svarer til 1.2 års fuldtidsstudie. Normalt gennemføres danskuddannelsen indenfor 3 år, men der kan være mulighed for at fortsætte i op til 5 år. Timetallet ligger på max 15 timer per uge, det kan tilpasses i forhold til arbejde, praktikforløb o.l., og det kan ligge både i dag- og aftentimer.
 
Hvis man hører under integrationsloven, er arbejdsløs og modtager ydelser, er det et krav at man følger danskundervisningen. Ulovligt fravær sanktioneres ved at nedsætte ydelsen.

Sprogkrav til permanent opholdstilladelse og dansk statsborgerskab

Det er et krav for at komme ind på de fleste uddannelser, at man har en bestået Prøve i Dansk 3 eller 9. klasse. Videregående uddannelser kræver bestået PD3 + Studieprøven eller tilsvarende. Det giver god mening, at uddannelsesinstitutionerne kræver et vist sprogligt niveau for at optage en elev, når undervisningen foregår på dansk.
 
Men ud fra en rationel tankegang burde en bestået prøve fra enhver af de tre danskuddannelser give samme adgang til permanent ophold, familiesammenføring og dansk statsborgerskab. Man indplaceres af en fagperson på en af de tre uddannelser ud fra ens forudsætninger fra hjemlandet, og en gennemført uddannelse med bestået, afsluttende eksamen er udtryk for at man har gjort sit bedste for at lære dansk.
 
Det giver ikke mening, når et flertal i Folketinget insisterer på at lovgive som om de tre uddannelser lå i forlængelse af hinanden, og at kun en bestået PD2 eller PD3 er udtryk for at man er nået i mål. Man er også i mål med en bestået PD1.

”Som udgangspunkt har DU1-kursister ikke nogen reel mulighed for at bestå Prøve i Dansk 2. Det er niveauforskellen simpelthen for stor til.”
   - Katja Pakalski, skoleleder og lærer i dansk som andetsprog gennem 25 år

Permanent opholdstilladelse kræver en bestået PD2, og det samme gør ret til familiesammenføring for herboende (flygtninge er dog som regel undtaget). Dansk statsborgerskab kræver bestået PD3 som udgangspunkt, men der er mulighed for at få det med en PD2, hvis man har klaret sig uden at modtage ydelser i mange år. Dem, der har afsluttet fra DU1 har dog ikke adgang til noget som helst.
 
Udover selve sprogkravet er der også krav om at bestå Indfødsretsprøven for at få dansk statsborgerskab; den består af 45 spørgsmål om dansk historie og kultur. Et af de supplerende krav for at opnå permanent ophold er medborgerskabsprøven, som indeholder 25 spørgsmål og er på et lidt lavere niveau. Begge prøver er reelt umulige at bestå, hvis man ikke læser og forstår dansk på et ganske højt niveau. Det er indlysende, at en kursist fra DU1 har meget dårlige chancer, også med særlige hjælpemidler, hvis du ser eksemplerne herunder.

Eksempler på multiple choice-spørgsmål fra Medborgerskabsprøven 2025:
• Hvad var middel-levetiden for mænd i 2024?
• Hvordan blev grænsen for fri abort ændret i 2025?
• Hvor mange stemmer normalt ved valg til Folketinget?
• Hvilken verdensdel modtager størstedelen af den danske udviklingsbistand?
 
–  og fra Indfødsretsprøven 2025:
• Over hvilket farvand åbnede en bro i 1935?
• Hvornår blev det ved en folkeafstemning i Island besluttet at oprette en republik, der var uafhængig af Danmark?
• Hvem er den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt fordelt mellem?
• Fik kvinder valgret til Folketinget med grundloven i 1849?

Med andre ord: hvis du som pige ikke fik lov til at gå i skole i dit hjemland og kom til Danmark som voksen, hvor du med en ihærdig indsats lærte at tale og forstå dansk til hverdagsbehov, og har arbejdet hårdt i mange år, kan du alligevel aldrig opfylde betingelserne til at få permanent ophold eller statsborgerskab. Det kan din mand dog muligvis, fordi han gik 9 år i skole i hjemlandet.

Svært at få dispensation fra sprogkrav

Loven indeholder mulighed for at få dispensation, hvis man ikke kan opfylde sprogkravet. Men kun få kommer igennem dette nåleøje, og analfabetisme betragtes ikke som en funktionsnedsættelse, da den ikke opfattes som uafvendelig.
 
For permanent ophold behandles sager om dispensation af sagsbehandlere i Udlændingestyrelsen ud fra retningslinjer og lægeerklæringer. Hvis det kan dokumenteres af læger, at sygdom eller mentale problemer gør ansøger helt ude af stand til at lære sprog og bestå PD2 eller tilsvarende både nu og fremover, er der mulighed for dispensation. Praksis er dog meget restriktiv, og hvis der er den mindste teoretiske chance for at man en gang med tiden ville kunne forbedre sit dansk, gives der afslag.
 
Hvis man ikke lider af en sygdom, som helt udelukker indlæring, kræves det i praksis, at man skal indsende dokumentation for at man ikke kan bestå PD2. Det betyder, at en ansøger, som har gennemført DU1 og bestået prøven PD1 efterfølgende skal gå op til PD2 som selvstuderende og indsende en dumpet prøve – og prøven skal være taget med ”særlige hjælpemidler”. Udsigten til at bestå en prøve som selvstuderende på et højere niveau end det, som man er vurderet til, er naturligvis dårlig.
 
”Hvis man skal tage en Prøve i Dansk 2 [og dumpe den, red.] for at have dokumentation for at man har forsøgt, skal det være en prøve på særlige vilkår. Det kan være svært at få særlige vilkår, hvis man ikke har en decideret diagnose, ordblindetest eller lignende. Særlige hjælpemidler er typisk længere tid eller oplæsning (ved ordblindhed), hvilket ikke hjælper en DU1’er, som ikke har de fornødne læsekompetencer til at kunne bestå læse- og skrivetesten,” skriver Katja Pakalski.

Myndighederne tvinger altså de svageste kursister til at gå op til en eksamen, som de ikke har nogen forudsætninger for at bestå – og lide et helt forudsigeligt nederlag. Noget, som læger og psykiatere kraftigt fraråder deres patienter, da det kan forværre eller genoplive et traume.
 
For statsborgerskab er det endnu sværere at få dispensation, for ikke at sige umuligt. Her kræves der erklæring fra en speciallæge om indlæringsevner, og dispensationer gives ikke af embedsmænd ud fra retningslinjer, men af Indfødsretsudvalgets medlemmer. Folkevalgte, som ikke har nogen forudsætninger for at vurdere sagerne, og som har lov til at stemme efter deres mavefornemmelser og for nogles vedkommende direkte racistiske holdninger. Flere medlemmer fra DF og DD har udtalt, at de konsekvent stemmer nej til ansøgere fra ”muslimske lande”. Afslag skal ikke begrundes.
 
Der blev kun givet 15 (femten) dispensationer for sprogkravet pga. sygdom i 2024, 116 fik afslag. I alt fik 4.068 personer dansk indfødsret i 2024.

Analfabeter udelukkes

Sprogkravene udgør en særlig stor barriere for gruppen af analfabeter, der aldrig har lært at læse og skrive, fordi de ikke har gået i skole. Analfabetisme er ikke en sygdom i sig selv, men indgår i forskellige diagnoseredskaber. Analfabetiske voksne indvandrere indrulleres som regel på DU1, men selv målrettede forløb har begrænset succes. Uanset hvor mange ressourcer man sætter ind for at hjælpe denne gruppe, er dansktilegnelsen begrænset.

Sundhedsstyrelsen har i 2015 lavet et officielt notat om analfabetisme til brug for Indfødsretsudvalget, der afgør, om der kan gives dispensation fra kravene til statsborgerskab. Her skriver styrelsen:

"Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at analfabetisme udgør en intellektuel funktionsnedsættelse uanset årsagen. Det vurderes samtidig, at det at være analfabet i Danmark udgør et handicap, da det hindrer personen i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Det vil dog altid bero på en konkret vurdering, om den manglende evne til at læse og skrive er permanent/langvarig, eller om personen med et relevant undervisningstilbud kan lære at læse og skrive.”

Styrelsen svarer dog ikke på, om personer, som ikke kan læse og skrive på deres eget sprog, vil kunne indlære et andet sprog: ”Sundhedsstyrelsen kan ikke besvare dette spørgsmål, men anbefaler, at spørgsmålet besvares af sagkyndige indenfor det pædagogiske område.”
 
Og hvad siger de sagkyndige så? Tja, det er komplekst. Sprogforskeren Gunna Funder Hansen skrev i 2009, at ”læsetilegnelse på andetsproget hos voksne analfabeter næsten [er] uberørt i forskningsmæssig henseende.”
 
Funder Hansen peger også på, at dét at være analfabet ikke kun betyder, at man ikke har lært at læse og skrive. Det påvirker også opfattelsen af begreber, struktur, mønstre og metoder til at huske. Forskere og sproglærere er ikke helt enige om, hvor stor betydning, disse forhold har. Men det er indlysende, at skolegang i barndommen ikke kun betyder læsning og skrivning, men også giver et større ordforråd, træner én i abstrakt tænkning, giver teknikker til at uddrage mening, metoder til at strukturere og at gengive et kronologisk forløb – for ikke at tale om matematik og andre fag, som man har brug for i hverdagen.
 
Erfarne sproglærere, som er interviewet til denne artikel, forklarer, at der findes flere forskellige typer analfabeter: latinske analfabeter og funktionelle analfabeter – og så er der dem med fysiske begrænsninger i deres IQ eller hukommelse. En del af de funktionelle analfabeter har været placeret forkert på DU2, bl.a. ukrainere. Sproglærerne gør også opmærksom på, at alder har en enorm betydning for indlæring, og at det enkelte menneskes kognitive kapacitet og evne til at lære sprog er meget individuel.
 
Det er en næsten uoverstigelig opgave for en voksen at lære alfabetet, at lære at læse og skrive, og at forstå forskellen mellem det skrevne og det talte sprog – når alt dette skal foregå på et helt nyt sprog, dvs. dansk, og samtidig med at man lærer alle de nye ord, ordstillinger, grammatik, udtale osv. Det er svært nok på elevernes modersmål. Forskningen peger på, at brug af modersmål i sprogundervisningen giver signifikant bedre resultater for især lavtuddannedes udbytte af undervisningen, end når man kun bruger målsproget – og det gælder både mundtlige og skriftlige færdigheder. Inddragelse af modersmål møder dog massiv politisk modstand i Danmark.
 
Et australsk studie af John Benseman fra 2012 konkluderede at ”(…) læringsprocessen for analfabeter er ekstremt langsom. Den traditionelle tankegang med automatisk trappetrins læring hele tiden til nyt højere niveau bør udfordres, da den ikke giver mening i denne sammenhæng.”

Forudsætninger for sprogindlæring

Voksne flygtninge ankommer med vidt forskellig baggrund – lige fra professorer til analfabeter. Desuden spiller andre ting end skolegang ind på fremtidig indlæring, bl.a. traumer og stress. Derfor er det meget fint, at danskuddannelserne er tilrettelagt ud fra forskellige niveauer af boglige erfaringer, og at der også tages hensyn til kursistens alder og kognitive evner, når der indplaceres på en af de tre uddannelser. En stærkt traumatiseret person kan ende på DU1 selvom hun har en normal skolegang bag sig, og en ung person med meget kort skolegang kan flyttes fra DU1 til DU2, hvis hun hurtigt får styr på det grundlæggende i sproget.
 
Traumer og PTSD kan gøre det helt umuligt at lære et nyt sprog. Det beskrev professor Morten Sodemann i en litteraturgennemgang til Indfødsretsudvalget i 2014. Både koncentrationen og hukommelsen bliver stærkt forringet af mentale problemer og stress. Sodemann nævner bl.a., at særligt kvinder med PTSD og kort eller ingen skolegang er særligt sårbare i forhold til at lære et nyt sprog. Der er også eksempler på bosniske flygtninge, som lykkedes med at lære dansk, men mistede det igen, da traumerne indhentede dem efter en årrække. Lægerne kan godt beskrive deres patients mentale problemer, men det stiller dem i en urimelig situation, når myndighederne kræver, at de helt kan udelukke, at personen kan få det bedre og blive i stand til at lære mere dansk en dag ude i fremtiden.

Konventionsbrud?

Danmark har tilsluttet sig en række internationale konventioner og aftaler, som beskytter borgerne imod diskrimination fra statens side, sikrer retten til fair behandling og adgang til demokratisk indflydelse. Her kan nævnes EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder, Handicapkonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den danske stat må ikke udelukke en borger fra at opnå rettigheder og indflydelse, fordi vedkommende lider af en funktionsnedsættelse, og der må ikke diskrimineres på baggrund af køn, nationalitet eller etnicitet. Med gældende lovgivning og praksis sker det ikke desto mindre, når det gælder sprogkrav til udlændinge.
 
Der er behov for en revision af kravene til permanent ophold, familiesammenføring og statsborgerskab fra politisk side, hvor man sidestiller beståede prøver fra alle de tre danskuddannelser. Det bør gøres i respekt for sproglærernes faglighed og kursisternes individuelle baggrund, som de ikke selv har været herre over. Det afgørende må være, at man har gjort en seriøs indsats for at lære dansk og lære det danske samfund at kende ud fra sine personlige forudsætninger.