Danmark gør intet for at nedbringe statsløshed

Danmark har gennem en lang række internationale aftaler forpligtet sig til at nedbringe statsløshed, og den danske stat har understreget vigtigheden af problemet og givet tilsagn om at medvirke aktivt til at identificere og begrænse statsløshed. Det er ikke sket, på trods af gentagen kritik fra bl.a. Europarådet og FN.
 
De flygtninge, der anerkendes som statsløse i Danmark, har alt for svært ved at få dansk statsborgerskab. Og alt for mange flygtninge anerkendes ikke som statsløse, selvom de i praksis er det. 

Hvad er problemet, og hvor stort er det?

At være statsløs kan sammenlignes med at være hjemløs – her er det bare ikke bolig og kommune, man mangler, men land og nationalitet. Der bor cirka 8.500 anerkendte statsløse personer i Danmark, heraf ca. 500 herfødte, statsløse børn, og der fødes ca. 100 statsløse børn hvert år i landet. Men antallet af borgere, som i praksis er statsløse, er langt højere. De danske myndigheder har ingen klare kriterier for at vurdere, om en person er statsløs.
 
Problemet er særligt stort blandt flygtninge, fordi de har forladt deres hjemland og ofte ikke kan kontakte hjemlandets myndigheder. Se vores 4 case stories sidst i artiklen.
 
Samtidig er de almindelige krav til at få dansk statsborgerskab blevet skærpet, hvilket har betydet en tredobling over de seneste 30 år af børn, der fødes i Danmark uden dansk indfødsret. I dag gælder det hvert tiende barn.
 

Definition af statsløshed

Den formelle definition på en statsløs person findes i FN's konvention om statsløse personers retsstilling (1954). Her beskrives en ‘statsløs person’ som “en person, som ingen stat i medfør af sin lovgivning anser som sin statsborger”. Personer, som vurderes at falde under denne beskrivelse af den stat, som de opholder sig i, kaldes for de jure statsløse. Men i praksis er det kun bestemte grupper fra udvalgte lande, som opnår denne officielle registrering, og bevisbyrden kan være umulig at løfte for den enkelte ansøger.
 
Der er desuden en gruppe, som er de facto statsløse, det vil sige, at de i praksis er statsløse, men falder uden for beskyttelse i henhold til 1954-konventionen. Mange flygtninge oplever at være de facto statsløse, eftersom de typisk ikke kan få tildelt nationalitetspas fra deres oprindelsesland og ikke altid kan fremskaffe dokumentation for deres herkomst. Flygtninge kan som regel ikke rejse til deres hjemland og kan ikke opsøge hjemlandets ambassader.

De facto statsløshed kan også opstå for unge født i Danmark af forældre med flygtningestatus, som automatisk registreres af danske myndigheder med deres forældres nationalitet, men i realiteten ikke har noget land, der kan yde dem beskyttelse eller effektivt statsborgerskab.

Hvorfor er det vigtigt at blive anerkendt som statsløs?

At blive anerkendt som statsløs kan i nogle tilfælde gøre det lettere at få asyl, fordi man ikke kan henvise til ophold i hjemlandet. Hvis man får asyl, bør man få konventionsstatus fremfor en svagere asylstatus. 
 
Konventionsstatus kan være afgørende i sager om udvisning, inddragelse og bortfald – altså en beskyttelse i sager, hvor en flygtning kan risikere at miste sin opholdstilladelse. 
 
For herboende flygtninge med lovligt ophold er det vigtigste i praksis, at det kan lette adgangen til at få et pas for både dem selv og deres børn. Et rejsedokument udstedt af Udlændingestyrelsen er bedre end ingenting, men har mange begrænsninger. Et rigtigt dansk pas får man kun, hvis man opnår indfødsret, og dermed – enten igen eller for første gang – bliver borger i et land med fulde rettigheder, herunder stemmeret.
 
Lige så vigtigt er det, at man føler sig anerkendt som en person, der har været udsat for en urimelig behandling – ofte en form for udstødelse fra det land, man selv eller ens forældre er født i. Se de beskrevne cases længere nede i artiklen.

Vurderingen fra danske myndigheder

Danmark har ikke inkorporeret 1954-konventionens bindende definition af en statsløs person i dansk lov. FN kritiserer, at der i Danmark ikke findes en centraliseret procedure til at konstatere statsløshed. Gennem vores arbejde i Refugees Welcome har vi slet ikke mødt nogen egentlig procedure for fastlæggelse af statsløshed, og vi har set mange flygtninge ”skifte nationalitet” undervejs. 
 
På grund af den manglende transparens om processen anmodede vi om aktindsigt i de retningslinjer og praksisnotater, som Udlændingestyrelsen anvender, når der træffes beslutninger vedrørende statsløshed. Af de begrænsede dokumenter, som vi fik adgang til, fremgår hverken en beskrivelse af Udlændingestyrelsens interne retningslinjer, selve proceduren for at vurdere en person statsløs, eller hvordan Udlændingestyrelsen anvender 1954-konventionen i praksis. 
 
Det fremgår dog, at en person ikke kan anses som “statsløs” i konventionens forstand, hvis statsborgerskab vil kunne erhverves- eller generhverves ved ansøgning. Danmark har kun pligt til at anerkende en person som statsløs, såfremt 1) oprindelseslandet stiller betingelser for (gen)erhvervelse af statsborgerskab, som ”efter danske retstraditioner må anses for urimelige og uforholdsmæssige”, og 2) oprindelseslandet, efter indgivelse af ansøgning om (gen)erhvervelse og opfyldelse af rimelige betingelser, alligevel nægter tildeling af statsborgerskab. 
 
Kravet om at dokumentere et afslag på (gen)erhvervelse af oprindeligt statsborgerskab kan virke både rimeligt og logisk, men i praksis er det svært at opfylde. Problemet er, at ambassaderne meget sjældent meddeler skriftligt afslag på henvendelse vedrørende ansøgning om statsborgerskab, eftersom de ikke er forpligtet hertil. I Refugees Welcome har vi gennem årene set mange eksempler på dette, og også selv henvendt os mange gange til diverse ambassader forgæves.
 
Udlændingestyrelsen anerkender følgende grupper som statsløse:
• palæstinensere
• rohingya-flygtninge fra Myanmar
• etniske nepalesere fra Bhutan
• bidooner fra Kuwait
• statsløse kurdere fra Syrien (blev fejlagtigt registreret som syrere indtil borgerkrigen brød ud).
 
Desuden er der ”særlig opmærksomhed” på børn født i Danmark af enlige kvinder fra lande, hvor mødrene ikke kan overføre statsborgerskab til deres børn i henhold til landets lovgivning. Det gælder 24 lande, bl.a. Somalia, Syrien, Irak, Burundi, Sudan, Iran, Jordan, Libanon, Liberia og Nepal. Afghanistan er ikke på listen, selvom det samme gælder der.
 
Der er også en problematik med stater, som ophører med at eksistere (f.eks. Sovjetunionen og Jugoslavien) og områder, som overgår fra én stat til en anden (f.eks. Krim), og som derved gør det oprindelige statsborgerskab ubrugeligt. Her henviser de danske myndigheder som regel til, at det i en periode har været muligt at genansøge eller konvertere sit statsborgerskab.
 
Flygtningenævnet har også kompetence til at fastlægge statsløshed. Vi fik afslag på aktindsigt i deres interne retningslinjer. Af afslaget fremgår det, at der ikke eksisterer et praksisnotat om statsløshed. Det er Refugees Welcomes erfaring, at nævnet sjældent ændrer Udlændingestyrelsens vurdering vedrørende identitet og nationalitet. I 2018 ændrede nævnet dog status for en gruppe palæstinensere, som fejlagtigt ikke have fået konventionsstatus, som de burde have haft. Nævnet skriver, at man efter Flygtningekonventionen vurderer asylsager (også for statsløse) i forhold til ”det land, hvor han tidligere havde fast bopæl”, og at der kan være tale om flere lande.
 
I nogle sager er det ikke lykkedes at fastlægge, hvilket land en asylansøger kommer fra. Det var f.eks. tilfældet med Petro, som vi beskrev i 2011 og senere på hjemmesiden under Cases. Han indrejste i 1998 og fik ikke opholdstilladelse før 2025 – og det skete ikke, fordi det lykkedes myndighederne at fastlægge hans oprindelse. I alle 27 år fastholdt han at være fra Sydsudan, men myndighederne troede ikke på ham. Sprogtest konkluderede modstridende, og han blev fremstillet på fem forskellige ambassader og i lufthavne – ingen lande ville kendes ved ham. I dag står der ”nationalitet: Sudan” på hans opholdskort, men i praksis er han statsløs.

Adgang til dansk statsborgerskab (indfødsret) for statsløse

• Statsløse børn født i Danmark har en særlig adgang. Som følge af Danmarks tiltrædelse af FN’s Børnekonvention og FN’s konvention af 1961 om begrænsning af statsløshed har de ret til indfødsret, hvis de ansøger inden det fyldte 18. år og har bopæl i Danmark. 
 
• Statsløse født i Danmark, som er mellem 18 og 21 år, anses ikke længere for omfattet af FN’s Børnekonvention, men kan dog opnå dansk statsborgerskab uden at opfylde alle de almindelige betingelser, bl.a. kravene til bestået indfødsretsprøve, beskæftigelse samt danskkundskaber.
 
• Statsløse unge mellem 18 og 21 år, som ikke er født i Danmark, kan få dansk statsborgerskab uden at opfylde de almindelige krav, hvis de har fast bopæl i Danmark, har boet i landet i 5 år op til ansøgningen eller 8 år i alt, og ikke har begået kriminalitet, som har medført fængselsstraf på 5 år eller mere.
 
• Statsløse voksne over 21 år har ikke lettere adgang til dansk statsborgerskab. Der er kun én af de almindelige betingelser, som er lempet for denne gruppe, nemlig kravet om 9 års uafbrudt ophold i Danmark, som er reduceret til 8 år for statsløse personer, ligesom den er for flygtninge. 
 
Fælles for disse grupper er, at de danske myndigheder ikke informerer dem om muligheden, og at de selv skal indgive en ansøgning. Dette kræver typisk hjælp fra en advokat eller en juridisk rådgiver. Derfor forpasser mange deres mulighed.

Danmark svigter sine internationale forpligtelser

På trods af, at Danmark har tilsluttet sig en lang række konventioner og aftaler for at begrænse statsløshed, har skiftende danske regeringer gjort meget lidt for at leve op til sine forpligtelser, og har siddet kritikken overhørig gang på gang. 
 
I 2020 udgav UNHCR (FNs Flygtningehøjkommissariat) sammen med Institut for Menneskerettigheder en rapport, som afdækkede statsløshed i Danmark. Tre år senere var problemerne ikke løst, og UNHCR sendte 10 anbefalinger til den danske stat – og opdaterede dem i 2026. Bl.a. opfordrede man Danmark til at udvikle en regulær og hurtig procedure til at fastslå statsløshed, lette adgangen væsentligt til dansk statsborgerskab for statsløse født udenfor Danmark og tildele dansk statsborgerskab automatisk ved fødslen til statsløse børn født i Danmark. Kritikken har ikke ført til ændringer. 
 
Gennem årene har man tværtimod hævet barren for at blive dansk statsborger betragteligt, og der er flere nye krav på vej. I 2025 startede en diskussion om, hvorvidt Danmark skal udtræde af Europarådets konvention om statsborgerret (1997), som kan være til hinder for at fratage personer deres danske statsborgerskab af forskellige grunde.
 
Refugees Welcome er medunderskriver på en fælles udtalelse fra UNHCR’s Global Alliance to End Statelessness, 2026.

Fortællinger om statsløse i Danmark

Nissa fortæller:
Mine forældre blev født i Myanmar (Burma), hvor de som rohingyaer blev nægtet statsborgerskab, uddannelse, sundhed og sikkerhed. De flygtede for livet – først til Thailand og senere videre til Malaysia. Der levede de i 20 år uden rettigheder, jaget af myndighederne som illegale fremmede. I Malaysia fik de ni børn, som aldrig fik lov til at gå i skole eller arbejde lovligt. De måtte tigge eller hjælpe deres forældre med småjobs i skjul for at familien kunne overleve. 

Til sidst gav UNHCR dem en chance: familien blev udvalgt som kvoteflygtninge til Danmark – et land, de aldrig havde hørt om. Forældrene kom til Danmark med kroniske sygdomme og dybe psykiske ar efter årtiers flugt og smerte. De fik aldrig mulighed for at gå i skole eller arbejde – sproget var svært, og kroppen var ødelagt.

Min far søgte permanent ophold, men fik afslag – fordi han ikke fik lov at gå i skole som barn. I dag lever otte af de ni børn i Danmark, men ingen har dansk statsborgerskab. Nogle har ikke engang permanent ophold endnu. De arbejder hårdt. De forsøger at tilpasse sig, uddanne sig, lære sproget og blive en del af samfundet. Men det er ikke nemt at bygge sit liv op, når ens fundament er bygget på frygt, flugt og traumer.

Bhupas fortæller:
Jeg er født statsløs med statsløse forældre i en flygtningelejr i det østlige Nepal. Der var ingen udsigt til nogensinde at returnere os til mine forældres hjemland Bhutan. Min familie blev udvalgt til at komme til Danmark som kvoteflygtninge. Da jeg kom til Danmark i 2011, var jeg 11 år gammel – ivrig efter at starte i en ny skole, og glædede mig til at lære et mærkeligt sprog og få nye venner.
 
Det gik godt for mig. I dag er jeg dansker, og intet andet. Jeg taler og drømmer på dansk; jeg føler mig stolt af dansk historie og demokratiske værdier. Alligevel gør min mangel på visse papirer mit liv meget anderledes end mine venners – jeg er stadig statsløs. Jeg valgte at uddanne mig, og må derfor vente længe på at få dansk statsborgerskab.
 
Det er kun nogle ganske få af de 874 flygtninge fra Bhutan, som blev bragt til Danmark mellem 2008 og 2015, som har kunnet opnå dansk statsborgerskab indtil videre. De fleste i den danske kvote blev udvalgt som særligt sårbare fordi de var over 50 år, med mentale og fysiske problemer, og aldrig havde gået i skole. Handicap, som paradoksalt nok forhindrer dem i at blive statsborgere i det værtsland, som havde lovet dem ophold "med henblik på varigt ophold".
 
Farid fortæller:
Mine forældre er flygtninge fra Afghanistan, og jeg er født i Danmark. Myndighederne anser mig for at være afghansk statsborger, men jeg er de facto statsløs. Ifølge afghansk lovgivning/praksis skal man bevise sin nationalitet ved at have et nationalt identitetskort ‘tazkera’. Men dem, der er flygtet fra Afghanistan for længe siden, har ikke et tazkera. I den situation kan man “bare” fremvise et tazkera på et MANDLIGT familiemedlem fra fars side (far/farfar/farbror/fætter/fætters søn). Ikke alle har sådan et familiemedlem, eller kontakt til vedkommende.



I 2021 forsøgte mine yngre søskende at blive registreret som statsløse for at få adgang til dansk statsborgerskab som børn. De forklarede, at det var umuligt for vores familie at fremskaffe de nødvendige tazkera. Udlændingestyrelsen gav os afslag. Vi havde ikke bevist, at vi ikke var afghanske statsborgere eller kunne blive det. Vi havde ellers fremsendt kopi af de mange e-mails, vi havde sendt til ambassaden i Norge, hvor vi bad om et officielt afslagsbrev. De få gange, vi overhovedet fik svar, var det få linjer, hvor de bare henviste til hjemmesiden – hvor det netop fremgår, at man kun kan opnå tazkera ved at fremvise bevis på ens nationalitet. 
 
Efter min mening bør lovgivningen ændres til en formodningsregel. Når borgerne har dokumenteret sine forsøg på at fremskaffe beviser, og ikke kan gøre yderligere, så må de danske myndigheder acceptere dette.
 
Dim Dim og hendes børn:
Hun og hendes mand kom oprindelig begge til Danmark som familiesammenførte med deres forældre fra Myanmar, og har begge fremmedpas. De har tre børn sammen, som alle er født i Danmark, og burde have fået dansk statsborgerskab efter fødslen, men den mulighed vidste familien ikke noget om. Da de ansøgte om fremmedpas for børnene, som på det tidspunkt var 5 og 7 år gamle, fik de afslag pga. manglende dokumentation for at Myanmar ikke vil udstede nationalitetspas til børnene.
 
Det fremgår imidlertid af vejledningen på Myanmars ambassades hjemmeside i Berlin, at barnets forældre selv skal have et myanmarsk pas, for at barnet kan få et. Forældrene har fået fjernet deres myanmarske statsborgerskab, eftersom de har forladt Myanmar permanent og desuden har tilegnet sig et dansk fremmedpas. 
 
En rådgiver fra Refugees Welcome ringede til ambassaden flere gange og optog samtalerne. Vi kunne ikke få et klart svar på, om det var muligt for børnene at få et myanmarsk pas, selvom det var åbenlyst ud fra de officielle krav, og omvendt krævede de danske myndigheder bevis for at de ikke kunne få et, så det hele gik rundt og rundt i cirkler. Vi hjalp i stedet med at ansøge om dansk indfødsret til børnene, som de burde have fået for længst.

Anbefalinger:

Refugees Welcome anbefaler i tråd med Institut for Menneskerettigheder, at alle statsløse børn født i Danmark får dansk statsborgerskab automatisk ved fødslen, og at unge, som er opvokset i Danmark, får dansk statsborgerskab ved erklæring, som tidligere var muligt. Desuden anbefaler vi i tråd med UNHCR, at man fastlægger en klar procedure for identifikation af statsløshed og letter adgangen til dansk statsborgerskab væsentligt for statsløse født udenfor Danmark. Vi opfordrer også til, at man i højere grad anerkender de facto statsløshed, og at man letter adgangen til at få fremmedpas.