Afghanske tolke
Om tolkeaftalen (se detaljeret tidslinje på REFUGEES.DK):
Det danske forsvar gjorde brug af ca. 200 lokale tolke under indsatsen i Afghanistan. Tolkene er meget ofte udsat for trusler, tortur og likvideringer fra Talibans side, da de betragtes som de værste forrædere. Derfor har mange lande valgt at tilbyde deres tolke asyl efterfølgende, hvilket Danmark også gjorde for alle de irakiske tolke, da vi trak os ud af Irak i sin tid. Men de afghanske tolke blev bare efterladt.
I maj 2013 havde der efterhånden været så mange historier om truede og dræbte tolke, at et flertal i Folketinget bestående af S, SF, R, LA, V og K vedtog den såkaldte tolkeaftale. Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) sagde dengang:
"Ingen af de omkring 200 afghanske tolke, som har arbejdet for de danske styrker siden 2008, vil blive svigtet… Vi skaber nu en situation, hvor vi under ingen omstændigheder kommer til at svigte vores tolke. Vi kommer til at tage hånd om dem, og det vil ske gennem en bred vifte af løsninger."
Pakken gav de afghanske tolke mulighed for at få hjælp lokalt eller asyl i Danmark, hvis de opfyldte en række kriterier, og den blev indgået i samarbejde med det britiske forsvar.
Et halvt år efter havde forsvaret stadig ikke fundet frem til navnene på de tidligere tolke. Og først et år efter vedtagelsen gik man for alvor i gang med interviews og sagsbehandling via en task force i Kabul. Resultatet var spinkelt: i december 2014 udgav Dansk Institut for Internationale Studier en rapport, som påviste, at kun 6 tolke havde fået asyl, 42 var blevet afvist. Rapporten kritiserede mange elementer i aftalen.
Medierne, særligt Politiken og Information, skrev en række artikler om tolke, som havde fået afslag, selvom de havde modtaget trusler og var nødt til at leve under jorden.
På trods af løfter fra flere politikere under valgkampen i juni 2015 om genforhandling af den ubrugelige aftale, endte den med at blive forlænget uden ændringer – og den er stadig gældende, uændret, i 2021.
Da amerikanerne trak sig ud af landet i 2021 og i praksis overlod det til Taliban, blev det besluttet at lukke den danske ambassade ned. Hårdt presset indgik et flertal i Folketinget en særaftale for de ansatte og deres familier – men intet blev ændret for de militære tolke.
Om RWs indsats for tolkene:
Vi hjalp for første gang en afghansk tolk, Asif, tilbage i 2012. Han havde arbejdet for de norske styrker, og ville have søgt asyl i Norge, men blev taget i toget på vejen. Han fik afslag hos Udlændingestyrelsen, og blev kun reddet af vores grundige vejledning og en af de dygtigste advokater i Flygtningenævnet. Han hjalp os med at oversætte for andre asylansøgere, bl.a. flere tolke som havde arbejdet for de amerikanske styrker. Alle fik afslag hos Udlændingestyrelsen, men de fleste endte med at få asyl i Flygtningenævnet.
RW gik ind i sagen om tolkene på det politiske plan og skrev en række indlæg om det på Facebook og i vores nyhedsbreve.
I foråret 2015 bev vi kontaktet på Facebook af tolken Naqib, som har arbejdet i næsten to år for de danske styrker, og inden da for amerikanerne. Han havde på det tidspunkt allerede levet i over et år under jorden, inde i sin søsters hus, uden at gå udenfor en dør. Vi prøvede at få hans sag genåbnet hos den danske task force, men måtte opgive. Hans historie kom på forsiden af Information, og vi beskrev hele hans forløb på REFUGEES.DK. Til sidst lykkedes det ham (med RWs hjælp og indsamling af utroligt mange penge til billetter, lægeattester osv.) at få det særlige tolke-visum til USA, hvor han bor i dag. Kort efter medvirkede han i The Ellen Show på amerikansk TV.
Sammen med Amnesty International skrev vi et åbent brev til partierne bag aftalen og bad dem genåbne aftalen og sørge for, at tolkene får den beskyttelse, de har brug for. De danske veteraner, med kaptajn Mads Silberg i spidsen, samlede flere hundrede underskrifter ind i forvaret med en opfordring til at give asyl til de tolke, som kæmpede sammen med dem og som var en forudsætning for hele indsatsen. Aftalen blev alligevel forlænget uden ændringer.
Endnu en af de danske tolke, Hector, ankom på egen hånd til Danmark. Information havde skrevet om ham tidligere, han havde været til 5 samtaler med task forcen i Kabul men fået afslag. RW modtog ham på Hovedbanegården i december 2015, og først 6 mdr senere kom han til første interview, efter endnu 6 mdr til andet interview – og et par mdr efter fik han afslag. Ventetiden knækkede ham helt psykisk, han skar i sig selv og talte usammenhængende.
I maj 2017 besluttede han at rejse hjem til sin unge kone og sine to små børn. Han kunne ikke overskue udsigten til endnu 8 mdr ventetid på asyl (hvis han overhovedet ville få det) og derefter mindst 10 mdr før han får sin familie herop. Så hellere leve med truslen fra Taliban.
I 2021 kontaktede han igen RW, da Taliban var ved at tage magten i hele landet. Det lykkedes med vores hjælp at få ham og hans familie med i evakueringen, og de er nu omfattet af den nye Særlov.
En tredje dansk tolk, Aman, kom på forsiden af Politiken flere gange. Han fik i første omgang afslag hos task forcen, men i anden omgang medhold – alligevel fik han ikke visum til at rejse til Danmark, fordi efterretningstjenesten af uforklarlige årsager ikke kunne godkende ham. Han levede under jorden i Kabul i lang tid, hvor den danske stat betalte huslejen. Da pengene slap op, forlod han Afghanistan og begyndte en tre år lang rejse via Iran, Tyrkiet og Grækenland til Europa, hvor han endte med at sidde fast på grænsen mellem Kroatien og Bosnien. RW fik igen kontakt med ham, og fik både Politiken og DR til at beskrive hans situation. Det lykkedes ham at komme til Frankrig og videre i en lille båd til England, hvor han nu afventer sin asylsag.
RW mener, at tolkeaftalen har fejlet totalt i forhold til sit formål: at ingen tolke skulle lades i stikken. Desuden siger Flygtningenævnets praksis, at tolkene skal have asyl – men Udlændingestyrelsen blev ved med at give dem afslag, selv når de rejste helt herop med stor fare for deres liv.
Den nye Særlov for lokalt ansatte burde også indeholde en ny og langt lettere adgang for de militære tolke, som vi lod i stikken for mange år siden, selvom de risikerede deres eget liv for de danske styrker. Mange af dem har heldigvis fået asyl i andre lande, men dem, der er tilbage, burde evakueres hurtigst muligt uden nogen bureaukratiske hindringer. Og de bør have mulighed for permanent ophold, ikke blot de 2 år efter Særloven.