Kvinde fra Eritrea bliver genforenet med sin mand efter 6 års adskillelse
Brkti mødte RW under et besøg hjemme hos en anden eritreer, vi hjælper. Han havde bedt hende komme forbi, så vi kunne se på den klage, hun havde indgivet over afslaget til hendes mand.
Hun fik asyl i 2015 og søgte om at få sin mand hertil fra Israel, hvor han har opholdt sig siden han flygtede fra Eritrea i 2011. Han lever i en lejr ude i ørkenen og har ikke opholdstilladelse.
Det viste sig, at hun slet ikke havde fået hjælp til at indsende klagen, og hun havde faktisk en masse dokumentation for ægteskabet, som aldrig var blevet sendt ind. Vi hjalp med at samle det hele ind, og bad Udlændingestyrelsen genoptage sagen fremfor at vente i endnu 7 mdr på klagesagen i Udlændingenævnet.
6 uger efter fik hun en tilladelse! Men hvis hun ikke tilfældigvis havde mødt os og fået hjælp, var det blevet et endeligt afslag i stedet, og parret havde været adskilt på ubestemt tid.