"Ikke-vestlige"

At opdele verdens lande i ‘vestlige’ og ‘ikke-vestlige’ er Danmarks Statistiks opfindelse og er ikke udbredt i andre lande. Norge har tidligere anvendt en opdeling i ‘vestlige’ og ‘ikke-vestlige lande’, men er gået bort fra det. 

Betegnelserne er ladede og bidrager – utilsigtet eller ej – til at stigmatisere og fremmedgøre en stor gruppe mennesker i Danmark med vidt forskellig baggrund.  

Opdelingen er hverken gennemskuelig, entydig eller logisk sammenhængende. Kommer man fra Rumænien eller Bulgarien, er man ‘vestlig’, men kommer man fra nabolandet mod vest, Serbien, eller fra Bosnien-Herzegovina, som ligger endnu længere vestpå, er man ‘ikke-vestlig’, mens folk fra Australien og New Zealand – som ligger endog meget langt østpå – er ‘vestlige’. 

I den offentlige og politiske debat herhjemme bliver der ofte sat lighedstegn mellem de såkaldt ‘ikke-vestlige’ lande og lande – især i Mellemøsten og Nordafrika – hvor islam er den mest udbredte religion. Det er en fortegning af kategorierne, som bidrager til stigmatiseringen.  

Officielt tæller de ‘ikke-vestlige’ lande alle verdens lande på nær de 27 EU-lande, Norge, Island, Schweiz, Storbritannien, USA, Canada, Australien, New Zealand og småstaterne Andorra, Liechtenstein, Monaco, San Marino og Vatikanstaten. Der er altså tale om flere end 150 lande så forskellige som Ukraine, Kina, Mexico og Libanon. Samlingen af ikke-vestlige lande er en meget bred gruppe, og derfor giver det ikke mening at lave generaliseringer på tværs af den.   

Ifølge Danmarks Statistik selv har kategoriseringen “i udgangspunktet ikke noget at gøre med om landene i geografisk, politisk, økonomisk eller kulturel forstand tilhører den ene eller anden gruppe”. Det kan således undre, at man bibeholder betegnelser, der i så høj grad sigter mod netop geografi, politik og kultur. 

International kritik 

Opdelingen har over årene fået mange hårde ord med på vejen. Den er blevet kritiseret for at være “upræcis og politisk ladet” og “dæmonisere udvalgte befolkningsgrupper” og for at bidrage til “racisme og diskrimination”samt “racialisere” borgere i Danmark og “reducere” dem til at være “medlemmer af en etnicitet,” selvom de i mange tilfælde er født i Danmark, er danske statsborgere, opfatter sig selv som danske eller som en blanding af flere kulturer.  

Men det er ikke kun i den hjemlige samfundsdebat, at opdelingen har mødt kritik. Europarådets Rådgivende Komité om Beskyttelse af Nationale Mindretal har ad flere omgange udtalt kritik af Danmarks brug af opdelingen, især i Parallelsamfundsloven (tidligere Ghettoloven), og har på det kraftigste opfordret de danske myndigheder til at genoverveje brugen af betegnelserne.  

Komitéen overvåger overholdelse af Rammekonventionen for Beskyttelse af Nationale Mindretal, som Danmark har underskrevet.  

Komitéen finder, at opdelingen er baseret på skøn (altså, at den ikke er objektiv) og kan føre til diskrimination og “os mod dem”-retorik og desuden er i strid med retten til fri selvidentifikation, som Danmark har forpligtet sig på at opretholde. Det gør sig ifølge Komitéen i endnu højere grad gældende for betegnelsen ‘MENAPT’ (for Mellemøsten, Nordafrika, Afghanistan, Pakistan og Tyrkiet), som de seneste år er blevet et mere og mere udbredt udtryk blandt danske politikere. Den danske ‘MENAPT’-betegnelse er inspireret af en gruppering, som Den Internationale Valutafond bruger i sine økonomiske analyser, med tilføjelsen af Tyrkiet, fordi “landet spiller en betydningsfuld rolle i Danmarks indvandringshistorie.” Det er et fællestræk ved landene i ‘MENAPT’-gruppen, at de har muslimsk majoritetsbefolkning. 

Ifølge Komitéen er personer af “(formodet) ‘ikke-vestlig oprindelse’ og især muslimer” den gruppe i det danske samfund, der er mest berørt af diskrimination, hadtale og hadforbrydelser, og de personer, som bliver identificeret som ‘ikke-vestlige’, finder det stigmatiserende og fremmedgørende.  

Danmark begrænser imidlertid anvendelsesområdet for konventionen til det tyske mindretal, da flygtninge og indvandrere efter den danske regerings opfattelse ikke har tilstrækkelig “historisk, langvarig og bestående” tilknytning til Danmark til at udgøre et nationalt mindretal, som nyder særlig beskyttelse under konventionen. Komitéen noterer i den forbindelse, at den alligevel finder det relevant at se på andre grupper i Danmark, som “oplever problemer på områder, der er omfattet af Rammekonventionen.” 

Uddrag fra Komitéens sjette udtalelse om Danmark fra 2024: 

“Den Rådgivende Komité gentager sit synspunkt, at den statistiske opdeling af indbyggere efter deres eller deres forældres fødested ikke giver den berørte mulighed for fri selvidentifikation. I stedet indstifter den en skønsbaseret skelnen, som bidrager til en ‘os mod dem’-retorik og stigmatisering. Det gælder i endnu højere grad den nye ‘MENAPT’-betegnelse, som omfatter personer, der antages at have muslimsk tro, fordi det er den mest udbredte religion i deres eller deres forældres fødeland.” 

“Hvad angår det generelle klima af gensidig respekt og forståelse, fortsætter myndighederne med at gennemføre en række restriktive politikker over for indbyggere baseret på deres eller deres forældres fødeland som værende af ‘ikke-vestlig oprindelse’. Dette bidrager til en atmosfære, hvor etnisk, kulturel, religiøs og endda sproglig mangfoldighed ikke anerkendes som et aktiv, der skal håndteres gennem imødekommenhed, men som en potentiel trussel mod samfundets sammenhængskraft.” 

Den danske regering har som svar på Komitéens kritik oplyst, at Danmark tilstræber lige og retfærdig behandling af alle minoriteter, der er bosiddende i Danmark, samt at kategoriseringerne af ‘vestlig’ og ‘ikke-vestlig’ oprindelse er en af flere landegrupperinger, som Danmarks Statistik anvender, og at Danmarks Statistik “ikke er involveret i beslutninger om udvælgelse af data i lovarbejde.” 

Også Europarådets Kommission mod Racisme og Intolerance har kritiseret Danmark for opdelingen i ‘vestlig’ og ‘ikke-vestlig’ i parallelsamfundslovgivningen for at “bidrage til diskrimination mod personer med migrantbaggrund” og på beskæftigelsesområdet for at kunne bidrage til stigmatisering.  

Baggrund og formål 

Tidligere fulgte Danmarks Statistik FN’s opdeling i ‘mere og mindre udviklede lande’ men overgik i 2002 til den nuværende opdeling. Med ændringen lænede man sig op ad FN’s opdeling, så de ‘mere udviklede’ lande langt henad vejen blev kategoriseret som ‘vestlige’, mens de ‘mindre udviklede’ blev kategoriserede som ‘ikke-vestlige’. Man foretog dog visse ændringer. Japan og europæiske lande uden for EU blev ‘ikke-vestlige’, selvom de hos FN havde figureret som ‘mere udviklede’.  

Der findes ikke konkret dokumentation for de overvejelser, der lå til grund for, at valget dengang faldt på betegnelserne ‘vestlig’ og ‘ikke-vestlig’. 

Ifølge Danmarks Statistik er formålet med grupperingen at “beskrive årsagen til indvandringen, bidraget til samfundsøkonomien og sociale vilkår.” Derfor er det indvandrernes baggrund – herunder deres opholdsgrundlag i Danmark – og deres bidrag til samfundsøkonomien, der er de afgørende kriterier, skriver Danmarks Statistik i et notat. I andre sammenhænge har Danmarks Statistik også betonet netop opholdsgrundlaget i Danmark som den afgørende forskel på de to grupper, derved at “personer, der kommer fra det, vi kalder vestlige lande, kommer stort set aldrig for at få asyl, mens dem, der kommer fra ikke-vestlige lande ofte kommer med asyl og familiesammenføring som opholdsgrundlag." 

Som grafen nedenfor viser, er billedet dog langtfra så entydigt, når man ser på de ‘ikke-vestlige’ lande. 

Serviceeftersyn 

Danmarks Statistik har erkendt, at betegnelserne er problematiske. Det førte til, at man i 2018 nedsatte en arbejdsgruppe til at foretage et “serviceeftersyn” af landegrupperingen.  

Dengang skrev Danmarks Statistik, at betegnelserne “antyder en vis modsætning mellem de to grupper, som ikke har været tilsigtet,” og at “navngivningen i sig selv ikke giver et entydigt klart billede af, hvad der er grundlaget for opdelingen.” Man problematiserede desuden, at gruppen af ‘ikke-vestlige’ “består af en meget sammensat gruppe, som i bedste fald har det fællestræk, at de ikke er en del af den definerende gruppe (altså ‘vestlige lande’, red.) mens det i samfundsdebatten får karakter af en ensartet gruppe.” Arbejdsgruppen oplistede det desuden som en ulempe ved opdelingen, at den “ikke udelukkende bygger på objektive kriterier.” 

Alligevel har man holdt fast i opdelingen med den forklaring, at den fortsat har “analytisk værdi og anvendelighed,” og at den er indskrevet flere steder i gældende lovgivning.  

Den analytiske værdi og anvendelighed består i, at der ifølge Danmarks Statistik er tilstrækkelig stor statistisk forskel på de to grupper og tilstrækkeligt lille spredning inden for grupperne på en række relevante parametre til at de fortsat tjener det oprindelige formål.  

Danmarks Statistiks egne analyser viser rigtignok, at der er relativt lille spredning inden for gruppen af ‘vestlige’ lande på opholdsgrundlag og beskæftigelse, og ret stor forskel på de to grupper på de samme parametre.  

Men analyserne viser også, at der stor spredning inden for gruppen af ‘ikke-vestlige’. Hvis man ser på de forskellige lande i gruppen, så spænder andelen, der har asyl eller familiesammenføring som opholdsgrundlag, f.eks. fra 5% i nogle lande til 95% i andre, og andelen i beskæftigelse spænder fra 20% til 81%. Mange af landene, som opgøres som ‘ikke-vestlige’, er altså på nogle parametre mere sammenlignelige med de ‘vestlige’ lande, end de er med de øvrige ‘ikke-vestlige’. F.eks. kommer mange indvandrere i dag fra Kina, Indien og Filippinerne for at studere eller arbejde. Og iranere kommer f.eks. både for at arbejde og for at søge om asyl. 

OPHOLDSTILLADELSER I 2025, UDVALGTE ‘IKKE-VESTLIGE’ LANDE