Danmarks Statistiks definitioner
Danmarks Statistik opdeler verdens lande i ‘vestlige’ og ‘ ‘ikke-vestlige’ og den danske befolkning i ‘indvandrere’, ‘efterkommere’ og ‘personer med dansk oprindelse’. Begge opdelinger er problematiske.
‘Vestlige’ og ‘ikke-vestlige’
Danmarks Statistik definerer de ‘vestlige’ lande som de 27 EU-lande, Norge, Island, Schweiz, Storbritannien, USA, Canada, Australien, New Zealand og småstaterne Andorra, Liechtenstein, Monaco, San Marino og Vatikanstaten. De ‘ikke-vestlige’ lande er så alle øvrige lande i verden. Der er altså tale om flere end 150 lande så forskellige som Ukraine, Kina, Mexico og Libanon.
At opdele verdens lande i ‘vestlige’ og ‘ikke-vestlige’ er Danmarks Statistiks opfindelse og er ikke udbredt i andre lande. Norge har tidligere anvendt en opdeling i ‘vestlige’ og ‘ikke-vestlige lande’, men er gået bort fra det.
Så godt som alle flygtninge i Danmark kommer fra et land, der kategoriseres som ‘ikke-vestligt’.
Ifølge Danmarks Statistik har kategoriseringen “i udgangspunktet ikke noget at gøre med om landene i geografisk, politisk, økonomisk eller kulturel forstand tilhører den ene eller anden gruppe”, selvom betegnelserne i høj grad sigter mod netop geografi, politik og kultur.
Opdelingen er hverken gennemskuelig, entydig eller logisk sammenhængende. Kommer man fra Rumænien eller Bulgarien, er man ‘vestlig’, men kommer man fra nabolandet mod vest, Serbien, eller fra Bosnien-Herzegovina, som ligger endnu længere vestpå, er man ‘ikke-vestlig’, mens folk fra Australien og New Zealand – som ligger endog meget langt østpå – er ‘vestlige’.
Kategoriseringen bidrager til stigmatisering og har fået kritik af internationale organer, der arbejder for at beskytte etniske minoriteter. Læs mere her.
'Indvandrere’, ‘efterkommere’ og ‘personer med dansk oprindelse’
Der er tre kriterier, som afgør, om man bliver opgjort som ‘indvandrer’, ‘efterkommer’ eller ‘person med dansk oprindelse’ efter Danmarks Statistiks herkomstdefinition:
- Hvor man er født
- Hvor ens forældre er født
- Hvilket statsborgerskab ens forældre har
En person, som er født i udlandet, og hvor ingen af forældrene er både født i Danmark og har dansk statsborgerskab, bliver opgjort som indvandrer.
En person, som er født i Danmark, og hvor ingen af forældrene er både født i Danmark og har dansk statsborgerskab, bliver opgjort som efterkommer.
En person, hvor mindst én af forældrene er både født i Danmark og har dansk statsborgerskab, bliver opgjort som en person med dansk oprindelse, uanset om vedkommende er født i udlandet eller i Danmark.
Der er i dag 780.954 personer i Danmark, der bliver opgjort som ‘indvandrere’. 155.045 af dem (2,6% af den samlede danske befolkning) er kommet hertil som flygtninge eller familiesammenførte til flygtninge. I dag er det dog kun 67.482 ‘indvandrere’ (1,1% af den samlede danske befolkning), der har asyl eller familiesammenføring til person med asyl som opholdsgrundlag (46.485 flygtninge og 20.997 familiesammenførte til flygtninge). Ukrainere, der har opholdstilladelse efter særloven, er ikke talt med. Danmarks Statistik opgør ikke ‘efterkommere’ efter deres opholdsgrundlag, og det er derfor ikke muligt at sige, hvor store en del af dem, der er i Danmark som følge af en forælders asylstatus.
Flygtninge har behov for beskyttelse og opholder sig i Danmark, fordi de er flygtet fra f.eks. krig eller forfølgelse. Dermed adskiller de sig fra andre udlændinge i Danmark, der typisk er kommet til Danmark for at arbejde eller studere.
DANMARKS BEFOLKNING OPGJORT PÅ HERKOMST OG NUVÆRENDE OPHOLDSGRUNDLAG
Opdelingen i ‘indvandrere’, ‘efterkommere’ og ‘personer med dansk oprindelse’ og betegnelserne i sig selv bidrager til stigmatisering. Den giver nemlig indtryk af, at befolkningsgrupperne hver for sig er mere ensartede, end det er tilfældet, og at skellet mellem dem er større, end det nødvendigvis er.
I samfundsdebatten bliver betegnelsen ‘personer med dansk oprindelse’ ofte oversat til ‘danskere’. Det på trods af, at gruppen langt fra er en ensartet og entydig sammensætning af etniske danskere. F.eks. er 73.000 ‘personer med dansk oprindelse’ født i udlandet, hvoraf 24.000 har en forælder, som selv er født i udlandet. Og 269.000 er selv født i Danmark men har én forælder, som er født i udlandet.
Når betegnelsen uden videre oversættes til ‘danskere’, optegnes et billede af ‘dem, som hører til’ over for ‘dem, som er kommet hertil,’ særligt når den sættes over for en betegnelse som ‘indvandrere.’ Det bidrager til os og dem-opfattelser. I stedet kunne man vælge en betegnelse som ‘øvrig befolkning’, hvor det i mindre grad er tilfældet.
I Tyskland opgør man ‘indvandrere’ og ‘efterkommere’ som ‘personer med migrationsbaggrund’ med og uden egen migrationserfaring. Betegnelserne betoner – i højere grad end de danske – personernes udenlandske baggrund, som noget, de har med sig, i stedet for at stemple dem som noget, de er. De tyske betegnelser bidrager dermed i mindre grad til stigmatisering.
Ifølge den tyske definition tæller alle personer, som er født i Tyskland og har en forælder med udenlandsk baggrund, med i den gruppe, vi i Danmark kalder ‘efterkommere’ - uanset om den anden forælder er født i Tyskland og er tysk statsborger. Det adskiller sig fra den måde, Danmark Statistik opgør på.
Forskellen kan vises med et eksempel: To syriske søstre flygter med deres forældre til Danmark. Pigerne integrerer sig i det danske samfund og får dansk statsborgerskab. Den ene søster finder sammen med en syrisk mand, der også er kommet til Danmark som flygtning, og de får to børn sammen. Den anden søster derimod får to børn med en dansk mand. Efter den danske definition bliver den første søsters børn opgjort som ‘efterkommere’, mens den anden søsters børn bliver opgjort som ‘personer med dansk oprindelse.’
Følger man den tyske definition, bliver alle søstrenes fire børn opgjort som personer med migrantionsbaggrund.
Hvis man anvender den tyske opgørelsesmåde i Danmark, tegner der sig et mere positivt billede af integrationen, end det er tilfældet med den nuværende opdeling. Forskellen mellem grupperne bliver mindre.
Man kan siger, at personer med én udenlandsk forælder og én dansk forælder efter den tyske opgørelsesmåde får lov at bidrage til et mere positivt billede af udlændinges integration, hvor de efter den danske medregnes 'personer med dansk oprindelse’ og dermed bidrager til, at integrationsgabet synes større.
‘Beskæftigelse’ dækker 16-64-årige og er et aldersstandardiseret indekstal, hvor den samlede befolkning er indeks = 100. ‘Uddannelse’ betegner andelen, der ved 30-års alderen har fuldført en kompetencegivende uddannelse (enten erhvervsuddannelse eller videregående uddannelse). ‘Kriminalitet’ dækker 15-79-årige og er indekstal, hvor hele befolkningen er indeks = 100.