Nisrin og familie, Syrien

Nisrin kontaktede os for at få hjælp til at betale flybilletter til sin mand og sine 3 børn. Hun havde netop fået tilladelse til familiesammenføring for dem efter næsten 3 års ventetid, så det hastede.

Det viste sig dog at være en vanskelig opgave, eftersom familien befandt sig i Beirut, og byen blev bombet dagligt som følge af USAs angreb på Iran i marts 2026. Nisrin var ude af sig selv af angst for børnenes sikkerhed. Hver gang, vi bestilte flybilletter, blev flyet aflyst kort efter, og vi måtte starte forfra mange gange.

Til sidst fortalte en anden herboende syrer os, at man kunne komme via Cypern med aftenfly fra et særligt selskab. Og det lykkedes! Efter 2 ugers dagligt arbejde på sagen landede far og børn i Kastrup lufthavn.

Nisrin var dybt taknemmelig for vores hjælp. Hun anede ikke, hvordan hun skulle have skaffet pengene med sin beskedne indtægt fra et deltidsjob på en fiskefabrik. 

Hun og familien er kurdere fra Afrin, som stadig er et meget farligt område for dem. Hun kom til Danmark alene, fordi det var umuligt at få hele familien med smuglerne. Men hun fik asyl under §7,3 og måtte derfor vente 2 år, før hun kunne ansøge om at få sin familie hertil. Den yngste var kun 2 år gammel, da Nisrin måtte flygte.

Vi har ændret navnet af sikkerhedshensyn.