Hiwet og hendes to sønner, Eritrea
Hiwet ankom alene til Danmark og fik asyl i 2015. Hendes to sønner var på det tidspunkt 14 og 16 år gamle. De opholdt sig i Etiopien, hvor hun i en periode havde mistet kontakten til dem. Hiwets mand blev dræbt, da den yngste var 2 år .
Den ældste søn var flygtet alene som 14-årig til Etiopien for at undgå militærtjeneste, uden Hiwets tilladelse, som mange unge i Eritrea gør det. Senere var lillebror også flygtet, og det lykkedes de to brødre at finde hinanden i en flygtningelejr i Etiopien.
Hiwet ansøgte om familiesammenføring for begge sine sønner straks, men fik tilladelse til den yngste og afslag til den ældste – Udlændingestyrelsen mente, at eftersom han var flygtet alene, og at han var 16 år på ansøgningstidspunktet og ville fylde 18 år et halvt år efter afgørelsen, "måtte han formodes at være i stand til at vare på sig selv".
RW indsendte en klage til Udlændingenævnet, som efter yderligere 2 års sagsbehandling gav os medhold: storebror havde ret til at blive genforenet med sin mor og sin lillebror i Danmark. De havde en ret til at fortsætte deres familieliv, som var blevet afbrudt ufrivilligt.
I den lange ventetid led Hiwet af stress og dårligt mentalt helbred, men efter genforeningen blomstrede hun hurtigt op. Hun har arbejdet fuld tid de seneste år som kok i den eritranske restaurant Zula på Nørrebo i København.