Anas, Syrien
Anas kom til Danmark med sin far da han var 15 år, og de fik asyl. Men de fik den nye status §7,3 som betød 3 års ventetid før de kunne ansøge om at få Anas’ mor og to mindre søskende ud fra Aleppo. Anas og hans far Omar skrev om deres ulykkelige situation på REFUGEES.DK i foråret 2016.
Allerede før loven om de 3 års ventetid blev vedtaget, havde Institut for Menneskerettigheder advaret om, at det ville være en overtrædelse af retten til familieliv.
Advokat Christian Dahlager tilbød RW at føre en pricipiel sag ved de danske domstole og hele vejen til domstolen i Strasbourg, hvis det blev nødvendigt. Anas og hans far samt farens to brødre, som var i samme situation, fik tilbudet og sagde ja. Familien kom i Politiken og på forsiden af Amnestybladet.
Desværre godkendte både Landsrettens og Højesteret de 3 års ventetid, med argumentet om at den danske stat havde et legitimt ønske om at begrænse indvandringen. Undervejs var Anas mor og søskende stadig i Aleppo. Det var svært for Anas og hans far at samle sig om at lære dansk og leve deres liv i sikkerhed, især mens Aleppo var under massive angreb.
Advokaten tog sagen videre til Den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg, hvor han endelig fik medhold i 2021 – men kun i at ventetiden var FOR lang. De danske myndigheder valgte på den baggrund at nedsætte ventetiden fra 3 til 2 år. Det er stadig alt for længe, især når man medregner flugten og sagsbehandlingstiden for både asyl og familiesammenføring.