'Abdi', Somalia
En af de personer, som RW har været i kontakt med længst, er Abdi (anonymiseret). Han ankom alene til Danmark i 2010 og søgte om asyl. Men kort efter blev han indlagt på psykiatrisk afdeling, da han led af skizofreni. En sygeplejerske på afdelingen kontaktede RW, og er stadig ven og kontakt til Abdi.
RW gik med Abdi til asylsamtalerne som bisidder, og ansøgte samtidig om humanitært ophold for ham. Der skete det meget usædvanlige, at begge dele gik igennem næsten samtidig.
Abdis familie var tilknyttet den radikale Al-Shabaab bevægelse, og hans bror døde under en selvmordsbombning. Hans far var blevet dræbt, og han selv nægtede at udføre selvmordsangreb. Han er desuden blevet “straffet” fysisk fordi man mente, at de stemmer, han hørte (pga. skizofreni) var udtryk for djævlebesættelse. Han vil således ikke kunne vende tilbage til sin familie og sit netværk uden fare for sit liv.
Abdi har efterfølgende haft brug for RWs hjælp flere gange. Han fik i 2020 afslag på permanent ophold, fordi han havde lånt penge af sin kommune til depositum på sin beskyttede bolig – selvom han overholdt sin afdragsordning, og betalte af sin beskedne førtidspension.
Og i 2021 blev han indkaldt til samtale med Udlændingestyrelsen i Sandholm omkring hans asylmotiv – man ville se på, om han stadig var i fare i Somalia. Naturligvis blev han meget nervøs, men heldigvis besluttede myndighederne at forlænge hans opholdstilladelse, da man ikke kunne garantere hans sikkerhed i forhold til Al-Shabaab.