Eritrea-rapporten

Inden 2014 kom der kun ca. 100 asylansøgere fra Eritrea til Danmark om året, og indtil 2013 fik de fleste afslag. Advokat Niels-Erik Hansen fik medhold i en FN-klage, og den førte til at Danmark anlagde samme linje som resten af Europa: eritreanske asylansøgere skulle have beskyttelse.

RWs formand Michala Bendixen havde allerede været involveret i et par eritreanske sager for mange år siden, da der pludselig ankom 800 på få måneder til Danmark fra Eritrea i 2014. Samtidig fik vi en praktikant, som talte det eritreanske sprog tigrinya og havde fået asyl et par år før.

Udlændingestyrelsen og regeringen blev nervøse, da der kom så mange – navnlig fordi det så ud til, at de alle sammen skulle have asyl, ligesom syrerne. Man vidste ikke meget om landet, men andre steder i Europa fik de asyl pga. den tidsubegrænsede militærtjeneste, tortur og vilkårlig fængsling samt det faktum, at det var strafbart at forlade landet. Det måtte være muligt at give nogle af dem afslag. En fact finding mission blev lynhurtigt sendt af sted – og man fik sågar visum til at komme ind i det lukkede land. Imens blev eritreerne kaldt ind til interview, men der blev ikke lavet nogen afgørelser – man afventede rapporten fra rejseholdet. Vi fik et indlæg i Politiken om berostillelsen.

Efterhånden sad ca. 1.500 eritreere rundt omkring de danske centre og vidste ikke, om de var købt eller solgt – og forstod ikke, hvad der foregik. Derfor opbyggede RW en liste over kontaktpersoner blandt dem, og fandt på den måde ud af, i hvilke centre der boede mange. Vi lavede en turné rundt til centrene, hvor vi med tolk fortalte dem om rapporten, og at selvom rapporten skulle vise sig at føre til afslag, kunne Flygtningenævnet stadig anlægge en anden holdning. Vi oversatte opdateringer på vores egen hjemmeside til tigrinya og sendte links til kontaktpersonerne i centrene. På den måde kom vi i kontakt med mange hundrede eritreere, og vi var imponeret over deres disciplinerede og taknemmelige optræden.

Allerede inden Udlændingestyrelsens rapport udkom i oktober 2014 gik minister Karen Hækkerup ud og sagde, at det nu ville være muligt at give afslag til en stor del af eritreerne. Flere medier fulgte sagen nøje, og det vakte bla. undren, at Dansk Flygtningehjælp ikke var med på rejsen, som de normalt er. Rapporten indeholdt flere opsigtsvækkende konklusioner, som gik imod alle andre rapporter om Eritrea.

En af kilderne trak sine udtalelser tilbage, og flere andre var utilfredse med at de var citeret uden kontekst, og det viste sig, at FNs ekspert med vilje var udeladt som kilde. Det endelige dødsstød kom fra rapportens egne forfattere, som stod frem i pressen og sagde, at var blevet presset i en særlig retning, og at de ikke var enige i konklusionerne. Kun få  dage efter rapportens offentliggørelse måtte styrelsen komme med en modstridende melding: rapporten ville ikke blive lagt til grund alene, men kun indgå i det samlede materiale om landet.

Se Berlingske tidslinje over sagen. Ombudsmanden udtalte kritik, og DR lavede en times dokumentar om rapporten.

Styrelsen forsøgte med endnu en vinkel: udelukkelse (hvilket ville betyde en masse på Tålt ophold) af dem, der havde arbejdet som vagter eller havde haft andre tillidshverv. Men de sager blev omgjort i Flygtningenævnet med et grundigt forarbejde fra nogle få advokater. 98% af eritreerne endte med at få asyl.

RW kan glæde sig over, at vi formåede at oplyse og berolige størstedelen af eritreerne, mens de ventede. Vi leverede også masser af cases, kontakter og oplysninger til medierne, især gravergruppen hos Belingske, som vandt Cavlingprisen bla. for deres afdækning  af Eritrea-rapporten. Michala Bendixen kritiserede rapporten offentligt  for at være politisk bestillingsarbejde, før nogen andre turde sige det direkte.

Vi klagede til styrelsen over de utroligt lange sagsbehandlingstider, som fulgte efter rapporten, på trods af at sagerne nu var ligeså åbenlyse tilladelser som syrernes. Endelig sørgede vi for at alle udelukkelsessagerne i Flygtningenævnet blev repræsenteret af de advokater, der havde sat sig grundigt ind i sagen.

Eritreerne var, som en helt ny og anderledes flygtningegruppe i Danmark, ret isolerede. De var meget glade for RWs støtte undervejs i hele forløbet, og vi fik et stort og varmt netværk blandt dem. Da mange senere ansøgte om familiesammenføring, var det naturligt at de henvendte sig til os, når ventetiden blev urimeligt lang eller de fik afslag. På den måde førte Eritrea-rapporten os videre til det notat, vi indsendte om de eritreanske familiesammenføringer (læs mere her .)

Jacob Dam Glynstrup var ansvarlig kontorchef i Udlændingestyrelsen for rapporten. Ifølge de to udsendte medarbejderes udsagn havde han direkte lovet dem en bonus, hvis rapporten "holdt i nævnet" (dvs. kunne føre til afslag). De to medarbejdere kom på "orlov" som følge af sagen, men kontorchefen fik kort efter Ridderkorset og er i dag stadig chef for samme kontor.