Asylbørn ud af centrene
Michala Bendixen blev i 2009 inviteret med i en gruppe ved navn 'Asylbørnene Ud Nu', som juraprofessor Eva Smith havde skabt. Formålet var at påvirke politikerne til at finde en løsning på, at afviste asylsøgende børn blev psykisk syge af at leve mange år, nogle gange hele deres barndom, i de danske asylcentre. Dette var efterhånden veldokumenteret, bla. i Politikens Cavlingpris-vindende serie fra 2007, Edith Montgomerys studier af børn fra Mellemøsten og børnepsykiatrisk undersøgelser, som bla. Bente Rich og Lene Lier foretog af irakiske børn i 2007 og i 2010.
Michala stod for gruppens afholdelse af en velbesøgt heldagskonference på Christiansborg 'Asylbørn i Danmark', læs resuméet her.
Gruppen samlede al den eksisterende dokumentation på en hjemmesiden og indsamlede over 50.000 underskrifter med tre krav til politikere om at forbedre børnenes situation. Der blev også henvist til, at man i Sverige i 1995 havde taget konsekvensen af centrenes skadelige virkning på børn, og på ganske kort tid havde man fået lukket alle de store centre ned og fordelt asylansøgerne hos private venner/familie og i mindre boligenheder.
Allerede i 2007 havde den lille gruppe Amnesti Nu samlet 90.400 underskrifter ind med krav om at asylansøgere skulle have genoptaget deres sag, når de havde været afvist i 3 år. De mange historier i medierne om børn, der udviste alvorlige adfærdsændringer og sågar prøvede at begå selvmord, begyndte at lægge et pres på regeringen, og der var også kritik fra Europarådet og FN. Anders Fogh Rasmussens regering fik på den baggrund vedtaget en ny lov, som gav børnefamilier lov til at flytte ud af centrene i satellitboliger, hvis de stadig var i landet 12 mdr. efter endeligt afslag.
På trods af gode erfaringer fra et forsøg med udeboliger, som Røde Kors havde haft ansvar for, var der ikke overstrømmende glæde fra de afviste familier. Mange følte det utrygt at flytte ud af centrets institutionsrammer efter mange års passivitet og isolation. Men langsomt kom flere og flere familier ud af centrene, og historierne om psykisk syge børn blev færre.
Eva Smiths gruppe besluttede at nedlægge sig selv, da formålet i store træk var opnået: de fleste afviste børn med lange ophold boede nu udenfor centrene.
Desværre var forbedringen kortvarig for børnene, og situationen er nu endnu værre. En af de mange stramninger i den store lovpakke L87 under Løkkes regering var at stoppe for fremtidig udflytning af børnefamilier. Samtidig er det blevet besluttet, at afviste, som ikke 'samarbejder' om udrejse, skal bo i de særlige udrejsecentre, som er særligt designet til at være triste, passive og isolerede. Børnefamilierne bor nu i center Sjælsmark, og den oprindelige klausul om at børn kun skulle være der kortvarigt når udrejsen var nært forestående, er blevet sløjfet. Over halvdelen af de ca. 120 børn, som bor i centret, befinder sig i en helt fastlåst situation i forhold til udrejse.
Resultatet er helt forudsigeligt: en stigning fremover i antallet af asylbørn, som ikke kan sove eller koncentrere sig, som tisser i sengen og udviser depressiv adfærd og selvmordsforsøg. RW anbefaler, at børn skal have midlertidig opholdstilladelse, hvis det ikke er lykkedes at udsende dem 18 mdr efter endeligt afslag, og vi arbejder som gratis advokater for et antal af de hårdest ramte børn. Se mere under Barnets tarv.