Nedbryder vi bare flygtningene, får vi aldrig glæde af dem

At holde familier adskilt i 3 år, fængsle folk uden dommer og afskære dem fra at lave deres egen mad; alle disse ting vil bare nedbryde dem.

Kronik af Michala Clante Bendixen, Politiken 9. december 2015

Regeringen har i huj og hast fremsat 34 forslag til stramninger for flygtninge, hvoraf de første allerede er vedtaget uden høringsfrist og resten ser ud til at blive vedtaget de kommende dage med bredt flertal.

Spørgsmålet er, om der virkelig er brug for en akut beredskabsplan, teltlejre og fængsling uden dommer. Tja, tallet i oktober var godt nok det højeste registreret nogensinde, men der er jo også kommet fire gange så mange til Europa som sidste år. Foreløbig er der i år kommet 17.900, og 9.100 har fået asyl. I Sverige skulle man op på 150.000 ansøgere, før man gik i panik.

For at sætte antallet lidt i perspektiv er det mindre end 2 nye flygtninge per 1.000 danskere – det svarer til 2 nye elever på en stor kommuneskole.

Omkring 1995 fik 20.000 bosniere asyl i Danmark, og de blev ganske smertefrit vores medborgere.

Der er pres på, ja, men ingen grund til panik. Røde Kors mener ikke, vi har behov for teltlejre overhovedet, da der er masser af muligheder for alternativer under tag. Teltlejrene er et politisk signal som mange andre:

Danmark må for guds skyld ikke være bedre end noget andet land på nogen områder.

Disse mennesker er allerede ankommet til Europa og til Danmark, men for at skræmme andre væk i fremtiden vil man ramme dem hårdest muligt. Men politikerne må bare indse, at vi ikke kan undgå at få flygtninge i Danmark.

At holde familier adskilt i 3 år, fængsle folk uden dommer, afskære dem fra at lave deres egen mad; alle disse ting vil bare nedbryde dem og føre til, at vi aldrig får nogen glæde af dem.

I mine møder med hundredvis af flygtninge har jeg ofte spurgt dem, hvorfor de endte i Danmark. Mange svarer, at det var tilfældigt, eller måske endda mod deres vilje. Andre, at de havde hørt gode ting om menneskerettighederne i Danmark eller mødt søde danskere ude i verden.

Eller de har familie, som bor her allerede. Efterhånden har mange dog også hørt, at vi har strenge regler og ikke er glade for flygtninge.

Nogle lande tiltrækker flere asylansøgere end andre, og her taler man om pull factors. Et lands ry som multikulturelt og åbent for migranter er det, som virker mest tiltrækkende, når asylansøgere overvejer, hvor de skal tage hen.

At få en chance, at blive mødt med respekt, at kunne give sine børn en sikker og tryg fremtid. På det tidspunkt kigger man ikke på, hvordan ens situation bliver, hvis man får afslag; det regner man jo ikke med at få. En undtagelse er dog ansøgere fra Balkan, bl.a. romaer fra Serbien. For dem er selv et ophold i et dansk asylcenter et attraktivt alternativ til det usle liv, som deres hjemlande tilbyder dem. Men dette tragiske problem har man løst effektivt gennem den særlige ’åbenbart grundløs’-hasteprocedure, og derfor kommer der nu meget få af dem.

Danmark har indtil for nylig haft ry for en høj respekt for menneskerettigheder og internationalt samarbejde, selv om det er gået nedad de seneste 15 år. Nu har regeringen travlt med at gøre os mindst muligt attraktive i udlandet. Men vi har brug for både dygtige flygtninge og udenlandske eksperter.

Niels Due Jensen, tidligere koncernchef for Grundfos, siger f.eks.:
»Jeg ser en kæmpe ressource i de mange indvandrere og flygtninge, som kommer til Danmark med store kompetencer og stor iver efter at bruge dem. Det har Danmark reelt brug for, hvis vi skal have vækst, og dansk erhvervsliv efterspørger også arbejdskraft. Jeg synes, at både dansk og udenlandsk arbejdskraft er velkommen«.

Den første portion af stramningerne handlede om øget brug af fængsling og registrering af asylansøgere. Migrationsforsker Martin Lemberg-Pedersen mener ikke, der er behov for at udvide beføjelserne på det område: »Indtil denne sommer har politiet taget fingeraftryk på alle, som indrejser ulovligt i Danmark, uanset om de ønskede at søge asyl eller ej. Det holdt man op med, da antallet pludselig steg og det stod klart, at de fleste ønskede at fortsætte til Sverige. Havde man fortsat praksis med at registrere alle, var antallet af flygtninge i Danmark blevet mange gange større«, siger han.

Der er allerede meget vide beføjelser hos politiet til at fængsle asylansøgere, selv om de intet har gjort. Amnesty International i Danmark undersøgte sagen i 2011 og fandt frem til, at brugen af fængslinger ofte var ubegrundet, og at dommernes forlængelser blev foretaget rutinemæssigt og uden reel begrundelse.

En stor del af asylansøgerne i Danmark oplever at blive fængslet i en kortere eller længere periode uden at have foretaget sig noget kriminelt. Selv sårbare personer som torturofre, psykisk syge og mindreårige bliver fængslet. I øvrigt er det særlige Ellebæk-fængsel altid overfyldt, og der er ikke ekstra kapacitet andre steder, så der skal i så fald bygges nye, dyre fængsler.

Andre stramninger handler om forholdene, mens man venter på afgørelse i sin sag. Asylcentersystemet tvinger beboerne til en næsten total passivitet og fratager dem magten over deres liv. Det er personalet og myndighederne, der bestemmer alting i en asylansøgers liv.

Råderummet er meget lille, når man må lære sproget, ikke må lave sin egen mad, ikke må arbejde, ikke får penge nok til at tage offentlig transport væk fra det center, som man er tvunget til at bo i, og som ligger isoleret langt ude på en mark.

De nye lovforslag indebærer en endnu højere grad af passivitet og isolation, igen ud fra tanken om at skræmme folk væk. Man glemmer bare, at bomberegn og torturfængsler er værre end alt, hvad Støjberg kan finde på. Og at langt de fleste får asyl.

Katrine Syppli Kohl, som netop har skrevet ph.d. om aktivering i asylcentrene, mener, at mindre aktivering, selvbestemmelse og adgang til sprogundervisning vil være kontraproduktivt. Dette gælder i asylfasen, fordi langt størstedelen i øjeblikket får asyl (86 procent) og dermed ville have glæde af at påbegynde en aktiv integration og lære det danske sprog straks efter ankomsten. Det gælder også for de afviste, da passivitet og isolation fratager dem det overskud, der skal til for at lægge en ny plan og starte forfra i hjemlandet.

Det topstyrede, kontrollerede centersystem er ufattelig dyrt at holde kørende. Mange asylansøgere ville foretrække den langt billigere løsning at få lov at bo hos familiemedlemmer og få et lille beløb til mad, sådan som man kan i Sverige.

De absolut alvorligste af stramningerne handler om, at flygtninge skal have færre års ophold og have begrænset adgang til familiesammenføring. De fleste, som får asyl i dag, får 5 års ophold. En mindre del får kun 1 år. Dette vil fremover blive sat ned til hhv. 3, 2 og 1 år. Samtidig bliver det sværere at få permanent ophold.

Det betyder utrolig meget for flygtninge, hvor længe de kan blive. De fleste har et brændende ønske om at vende hjem til deres eget land. Men hvad enten der er tale om krige eller diktaturer, tager det ifølge UNHCR gennemsnitlig 17 år, før flygtninge kan vende hjem. Ifølge flygtningekonventionen skal der findes en ’varig løsning’, før det kan ske.

Flygtninge har en indiskutabel ret til at have deres nærmeste familie hos sig. Langt de fleste er flygtet alene, netop for ikke at udsætte deres børn og ægtefælle for den farlige rejse. Disse familiemedlemmer befinder sig ofte i en usikker, midlertidig situation. Det er således ren kynisme og ondskabsfuldhed, når regeringen mener, at nogle af flygtningene fremover skal vente i 3 år på at søge om at få deres familie i sikkerhed. Mit bud er, at mange rejser hjem igen – hellere dø sammen med sin familie end at sidde heroppe og være nervøs for dem i 3 år, som nemt kan blive 4-5 år inklusive sagsbehandlingstiderne.

Man må erkende, at de fleste flygtninge skal blive her, og til alles bedste bør der investeres i en hurtig og effektiv integration. Hvis man hele tiden betoner, at folk er uønskede og skal tilbage, bliver integrationen umulig.

Regeringen vil også udvide den lave integrationsydelse, så den omfatter alle, der har været i landet mindre end 7 år. Alt for få flygtninge kommer i arbejde; det er et trist faktum. Men flygtninge er altså ikke generelt dovne.

Der er mange grunde til, at flygtninge kommer bagest i køen: sprog, traumer, mangel på sociale netværk og på de kompetencer, som efterlyses. Desuden modvilje og fordomme fra arbejdsgivernes side.

Lavere ydelse vil ikke få flere flygtninge i arbejde. Ifølge regeringens egne beregninger vil den nye integrationsydelse kun få 283 personer i arbejde – ud af de 21.000, som i 2016 kommer til at leve på et eksistensminimum, ca. 5.000 om måneden. Allerede nu fortæller de nyankomne flygtninge, at de efter husleje, el og varme kun har få hundrede kroner til rådighed.

Kommunen må tildele et ekstra par. 34-tillæg, for at de kan overleve. Hvordan kommunerne skal finde billigere boliger til alle dem, der fra juni næste år også sættes ned på integrationsydelse, er meget svært at forestille sig.

Med de nye stramninger indføres atter gebyr for at søge om familiesammenføring, og man skal selv betale for flybilletten. En familiefar skal finde 20.000 kr. for at få sin kone og sine børn reddet ud af Syrien eller Eritrea. Hvor skal han få dem fra, når han dårligt kan betale sin husleje?

Endelig er der problemet med de afviste, som er svære at sende hjem. Dem vil man nu presse yderligere, bl.a. vil man udvide meldepligten for afviste asylansøgere, så de skal stille hos politiet tre gange om ugen.

Zachary Whyte forsker i asyl og manden bag en rapport for det tidligere Integrationsministerium om bæredygtig hjemsendelse af afviste asylansøgere, siger, at al forskning og praktisk erfaring tyder på, at ingen af de nye stramninger vil gøre systemet mere effektivt. Han henviser til, hvad Rigspolitiet de sidste mange år har sagt om meldepligten i de rapporter, de skriver om deres udsendelsesarbejde: »Det er samtidig Rigspolitiets erfaring, at anvendelsen af meldepligt reelt er uden effekt i forhold til afviste asylansøgere, som ikke vil kunne udsendes tvangsmæssigt«.

Selve den myndighed, der reelt skal forestå udsendelserne, siger altså, at meldepligten er ’uden effekt’, ifølge Whyte.

Forskningen viser, at jo længere tid en person har været i asylsystemet, jo mere nedbrudt bliver vedkommende.

Sociolog Katrine Vitus siger: »Hvis man ikke har noget meningsfuldt at fylde dagen med, bliver alle de almindelige livskvalifikationer sat ud af spil. Det samme gælder ansøgerens erhvervskompetencer, som forringes, fordi de ikke bliver brugt. Livet som asylansøger er også ødelæggende, fordi man ikke kan se sin fremtid for sig«.

Men er der alternativer til at lægge øget pres på de afviste? En nedsættelse af sagsbehandlingstiden og et hurtigere, mere effektivt arbejde med udsendelse straks efter afslag burde logisk set få flere til at udrejse i god ro og orden.

Der er også gode erfaringer med positive incitamenter. I en periode har afviste asylansøgere fået tilbud om at modtage op til 25.000 kr. per voksen efter hjemkomsten, hvis de rejser frivilligt. I 2015 har 291 taget imod tilbuddet. Men ordningen er stoppet nu, selv om det var en billig og effektiv løsning.

I 2007 oprettede Dansk Flygtningehjælp et modtagecenter i Kosovo, hvor frivilligt hjemrejste kunne få hjælp til at etablere sig igen. Det var en succes, men fik en kort levetid og blev ikke gentaget andre steder.

Eva Singer, som er asylchef i Dansk Flygtningehjælp, mener, at de økonomiske støtteordninger bør forlænges og gerne udbygges med integrationsprogrammer i asylansøgernes hjemlande.
»Man kan også forestille sig andre initiativer, der kan hjælpe den enkelte til at blive reintegreret i hjemlandet; det kan være omkring uddannelse, adgang til arbejdsmarkedet samt hjælp til, at børn kan komme i skole igen«, siger hun.

Hvis man ser på tallene for, hvor mange der forlader Danmark, sammenholdt med hvor længe de har opholdt sig her, er det en stejlt faldende kurve. Jo længere tids ophold, jo færre rejser hjem.

På trods af de tiltag, som man allerede har gjort brug af i mange år: ophold i særlige centre, ingen kontante ydelser, ingen adgang til skole eller arbejde. Yderligere pres og straf vil sandsynligvis blot medføre et stigende antal psykisk syge og dermed øgede udgifter.