Jeg var førstevælger i skolegården, men bliver valgt sidst i samfundet

Debatindlæg af Manilla Ghafuri, studerende. Bragt i Politiken 9. december 2018 og på RWs Facebookside. Foto: Asim Iqbal

Jeg kan huske, at jeg var pigen der var god til at spille fodbold, jeg var den energiske, glade Manilla. Jeg var det barn, som blev nævnt til forældremøderne og jeg var pigen i klassen, som altid blev valgt først.

Jeg kan huske, at jeg gik i 4. klasse. Jeg fik altid topkarakterer og ros. Men jeg følte mig alligevel som den ressourcesvage og det var som om der var en ulempe der gjorde, at jeg ikke kunne spille med, som resten af klassen. Men det var allerbedst når det var frikvarter. Jeg var uovervindelig. jeg blev valgt først, og nogle gange var jeg endda den, der skulle vælge.

Jeg kan huske, at klokken ringede, og jeg kom ind i klassen. Det første jeg gjorde, var at se mig selv i spejlet og tænke "Hvad bilder du dig ind, Manilla? Du er brun i huden, du bliver aldrig som de andre i klassen".

Jeg kan huske, at mens de andre skulle videre til klubben og lege videre, tog jeg hjem til virkeligheden.

Jeg følte mig fremmedgjort i mit eget hjem. Birthe, Torben, Jørgen og Jette fra kommunen kom tit på besøg. Og endnu en gang lod vi dem beholde deres sko på. Vi skulle være der enten for at tolke, eller for at svare på deres spørgsmål. Det var et spil om at vise, hvor meget du ville Danmark.

Jeg kan huske, at det var tider med meget lange besøgstider på kommunen. De var lange, fordi vi ventede 40 min på at det blev vores tur, og så fik vi 10 minutters "råd og hjælp" fra den kommunale medarbejder.

Jeg kan huske, hvor ondt det gjorde på mine forældre, at de endnu en gang skulle bede os om at oversætte.

Jeg kan huske, at medierne omtalte min familie som de ressourcesvage, men hvad skulle jeg sige? Vi var jo de ressourcesvage. Min mor og far var jo bare endnu et sagsnummer. Min mor og far, der var med til at bygge deres land op.

Jeg voksede ind i den virkelighed som magteliten konstruerede: "Tag hjem til dit land"

Jeg hadede weekenderne. For mig betød weekender, at jeg ikke skulle i skole, og jeg ikke havde frikvarter. Jeg blev ikke valgt. For mig betød weekenderne, at min barnlige, indre Manilla blev til flygtninge-Manilla. Ikke fordi mine forældre påduttede mig det ansvar, men det gjorde samfundet.

Og lige siden er den følelse blevet stærkere og stærkere. For sandheden er den, at det her er ikke et frikvarter i skolegården længere. Jeg har ikke brug for et spejl længere for at føle mig fremmed. For jeg ser det over det hele. Jeg ser det i min lokale Kvickly, jeg ser det på apoteket, jeg hører det fra dig, der skal tjekke om jeg har købt billet, jeg hører det fra dig, der skal pakke mine gaver ind i butikken, jeg mærker det fra det blik, du sender mig, når jeg snakker afghansk i telefonen, og jeg kan føle det, når du som mand går forbi.

Men som den glade skolepige jeg var, var frikvartererne mit frirum. Det var min pause for ikke at føle mig fremmed, eller blive fremmedgjort. For jeg var fremmed i alle andre timer i døgnet. Lad børnene få det frikvarter. Lad børnene elske weekenderne.

Lige siden har det sat sig fast i min krop. Fra at gå med følelsen af at blive valgt sidst, til slet ikke at blive valgt. Hvad siger det om vores samfund?

Jeg kan sige mange ting om hvem jeg er, men i stedet skal jeg bruge tid på at snakke om hvem jeg ikke er. Jeg tager tit mig selv i at snakke om, at jeg ikke er undertrykt, for det jeg er IKKE!

Da vi spillede fodbold, og skulle vælge hold, var jeg altid førstevælgeren. Men i dag, føler jeg, at jeg bliver valgt sidst. Eller rettere: Jeg frygter for aldrig at blive valgt.