Gå til sidens indhold
Werede Hiwet Kokob.jpg

Werede, Hiwet og Kokob

Det skulle tage 8 år før ægteparret Werede og Hiwet fik lov at blive genforenet. “Jeg er meget taknemmelig”, siger Werede om den hjælp, han har fået fra Refugees Welcome gennem de mere end 6 års ansøgninger og afslag. “Jeg havde måske givet op uden”.

Her er deres historie:
Werede og Hiwet blev kærester i 2013, og gift i Eritrea i 2014. Kun 2 måneder efter at de flyttede sammen, blev Werede indkaldt til militæret, og måtte flygte. Han ankom til Danmark i efteråret 2014 og fik asyl i 2015. Kort efter søgte han om familiesammenføring med Hiwet.

De fik afslag, som så mange andre, fordi de kun havde indsendt den kirkelige vielsesattest og ikke den civile attest, som de danske myndigheder kræver – men som ingen har. Fordi Werede måtte flygte da han blev indkaldt til militæret, havde parret heller ikke boet sammen længe nok til at de kunne få familiesammenføring pga. samliv.

Refugees Welcome skrev en klage til Udlændingenævnet, men fik afslag. På samme tidspunkt flygtede Hiwet også fra Eritrea, og Werede besøgte hende flere gange, først i Sudan og senere i Etiopien. Sammen fik de en datter, Kokob, som blev født i sommeren 2018.

Werede søgte flere gange igen om at få sin familie hertil, men fik afslag – selv da han skaffede en civil attest fra familien i Eritrea. I Etiopien fik Werede og Hiwet deres ægteskab bekræftet, og blev dermed gift efter etiopisk lovgivning i 2020. Men pga. Covid-19 var kontoret lukket i en lang periode, og da Hiwet endelig fik attesten udleveret, havde de skrevet en ny administrativ dato på, og ikke den dag, hvor parret faktisk var blevet viet. Derfor afviste Udlændingestyrelsen ægteskabet, da Werede ikke befandt sig i Etiopien på den dag, hvor attesten var udstedt.

Hiwet gik til det etiopiske kontor med det danske afslag, og de gik med til at udstede en ny attest, tilbagedateret til den dag, hvor vielsen faktisk fandt sted – inden Covid-19 nedlukningen. Refugees Welcome hjalp med en ny ansøgning igen, og denne gang gik det hurtigt: tilladelse efter kun 4 måneder!

En mandag aften i september 2022 landede Hiwet og Kokob i Aalborg Lufthavn. Parret havde da været adskilt siden Werede flygtede fra Eritrea for 8 år siden, og Kokob havde kun set sin far på enkelte besøg i sit 4 år lange liv.