Gå til sidens indhold
Robel og Kisanet.jpg

Robel og Kisanet, Eritrea

Robel kom til Danmark alene og fik asyl i 2015. Kort efter fik han via Facebook kontakt med Kisanet, som han havde været kærester med siden 2010. Hun havde også forladt Eritrea, men opholdt sig i Etiopien, hvor hun var registreret som flygtning. De holdt kontakten, og i 2019 rejste Robel ned for at blive gift med hende.

De fik både en traditionel, ortodoks vielse i en kirke og en officiel vielse hos de etiopiske myndigheder med stempel fra Etiopiens udenrigsministerium. På det tidspunkt havde en række eritreanske par fået tilladelse til familiesammenføring på den måde, da etiopiske vielsesattester i modsætning til eritreanske blev godtaget af de danske myndigheder.

Men Kisanet fik afslag i november 2020. Et nyt og yderst uklart notat fra det danske Udenrigsministerium var nemlig blevet tolket som om at vielser for flygtninge hørte under et andet etiopisk kontor. Men Kisanet fik bekræftet hos de etiopiske myndigheder, at attesten var fra det rette kontor, og den danske ambassade bekræftede Udenrigsministeriets stempel på attesten.

RW klagede direkte til Udlændingestyrelsens kontorchef og til Udlændingenævnet. Vi bad til sidst kontorchefen redegøre for sagen på et møde i Asylforum, som er faste informationsmøder afholdt af styrelsen for NGO'er. Kort efter genåbnede styrelsen sagen af egen drift og gav tilladelse – uden et ord om begrundelsen.

I efterfølgende sager har vi henvist til denne sag.

Parret bor nu sammen i Danmark, og Robel har fået  svendebrev som den første danske glarmester fra Eritrea – kun 6 år efter at han ankom.