Gå til sidens indhold
Billede 03.11.2021 13.07.06.jpg
Billede 25.08.2021 13.54.40.jpg

Tolken "Hector", Afghanistan

Hector, som i virkeligheden hedder Said, var en af de 1.000 personer, som blev evakueret fra Kabul lufthavn til Kastrup i løbet af en hektisk uge i august 2021.

Men det var ikke første gang, han kom til Danmark for at søge om beskyttelse. Refugees Welcomes formand Michala kendte ham allerede fra 2015, hvor han var kommet til Danmark efter en lang og forfærdelig rejse til fods over sneklædte bjerge og med gummibåd over havet til Europa. Han var nødt til at tage den illegale vej, fordi han som tolk for de danske styrker var eftersøgt af Taliban, men havde fået afslag på sin ansøgning efter den danske Tolkeaftale efter flere interviews på den danske ambassade. Refugees Welcome har kæmpet for mange af tolkene siden 2015.

Michala var med ham gennem et af de lange interviews med Udlændingestyrelsen, men sagen gik utroligt langsomt, og efter 2 år fik hans endnu engang afslag. Said var blevet deprimeret og havde det meget dårligt. Han kunne ikke overskue endnu et års ventetid for at få sin sag i Flygtningenævnet, og rejste hjem til Afghanistan, hvor han havde måttet efterlade sin unge kone og to små børn. Hellere leve med risikoen fra Taliban end adskilt fra dem.

Da Taliban indtog hans hjemby Jalalabad i august 2021, skrev Said til Michala og bad om råd. Han havde allerede ansøgt om at blive evakueret via den danske ambassade, men havde ikke fået svar. Michala sagde, han skulle skynde sig til lufthavnen med sin familie straks – men hun vidste ikke, at hans kone havde født deres femte barn dagen før.

Familien ankom til lufthavnen i Kabul den næste nat. Der herskede totalt kaos, og den nyfødte datter blev mast i menneskemængden, blev blå om læberne og græd som en vanvittig. De bad bedstemor om at komme og hente hende fra lufthavnen.

De næste fire dage var ekstremt opslidende for familien, og kommunikationen via mobil var svær pga. dårlig dækning og mangel på strøm. Michala var i løbende kontakt med et folketingsmedlem og ansatte i både Udenrigstjenesten og Forsvarsministeriet. Til sidst lykkedes det at få Said og hele hans familie ud. Først ham selv, hans kone og deres fire ældste børn – tre dage senere kom så Saids forældre med den nyfødte, og familien blev genforenet i Sandholm. Michala kom på besøg dagen efter, hvor billede nr. to er taget (journalister fra DR).

Den nyfødte baby var blevet vidt berømt, da journalist Rasmus Tantholdt delte et billede af hende i armene på en dansk læge i Pakistans lufthavn, hvor han troede at babyen var blevet efterladt – hun havde dog hele tiden været i god behold med sine bedsteforældre.

Siden da har Said optrådt mange gange i de danske medier og har fortalt om de bekymringer for fremtiden, som alle de evakuerede afghanere har: 2 års ophold uden mulighed for forlængelse gør dem nervøse, og de har ingen garanti for at få asyl bagefter. Desuden kom Saids lillesøster på 16 og hans niece på 8 år ikke med til Danmark, selvom de boede hos hans mor.