RW har hjulpet mange kvinder i asylsystemet, og vi har i mange sammenhænge gjort opmærksom på, at kvinder diskrimineres hele vejen gennem systemet. Senest deltog vi en konference på Christiansborg arrangeret af Kvinderådet og med et oplæg under Talk Town på Københavns Hovedbibliotek.
Læs også artiklen på REFUGEES.DK: Kvinder i et asylsystem for mænd
Den klassiske flygtning er en mand. Det er typisk mænd, der er aktive i politik, bliver fængslede, torturerede og kommer i konflikt med andre grupper i samfundet. Det er mænd, der melder sig eller bliver tvunget ind i militær og oprørsbevægelser. Det er også mænd, der er mest aktive i religiøse sammenhænge, skriver kritiske artikler eller kommer i problemer pga. deres job eller samfundsposition. Dermed lever mændene oftere op til kravet om individuel forfølgelse og konkrete trusler.
Kvinders asylmotiver passer altså ikke helt ind i systemet. Og selv hvis de får asyl, får de en svagere status end mændene. Næsten ingen kvinder får konventionsstatus (§7,1). Langt de fleste familiesammenførte er kvinder, og dermed er kvinderne afhængige af deres mænds opholdstilladelse.
Vejen gennem asylsystemet er også nemmere for en mand, eftersom kvinderne typisk har en kortere uddannelse, taler færre sprog og ofte har ansvaret for små børn.
Asylcentrene er ikke kønsopdelt, og de fleste beboere er enlige mænd. Man deler ikke værelse med det modsatte køn medmindre man er et par, men ofte køkken og bad. Der findes kun ganske få pladser reserveret for kvinder. Der er p.t. (maj 2017) 40 asylcentre, heraf 8 børnecentre, med i alt knap 8.000 beboere. Indtil nu har der været ét halvt center for kvinder med ca. 50 pladser (center Fasan i Kongelunden) samt en lille sikret afdeling i center Sandholm med 8 pladser for truede kvinder.
Mange flere kvinder ville foretrække at bo på et kvindecenter. De føler sig meget utrygge i de store centre blandt hundredevis af mænd. Bare det at hente sin mad i en kantine med 300 andre kan være en overvindelse for en enlig kvinde. Voldtægter finder sted og bliver ikke altid anmeldt, fordi de begås af landsmænd, som truer offeret til tavshed. Centrene ligger ofte isoleret med lange, uoplyste veje om aftenen, og kvinderne er bange for at gå alene hjem.
Mønsteret fortsætter, når (hvis) kvinderne får asyl. Ude i kommunerne er det eneste parameter, som for alvor tæller, at komme i fuldtidsjob. Her har kvinder fra Afghanistan, Syrien, Irak og Eritrea dårlige chancer i konkurrencen med mændene og de danske kvinder. Kun én flygtningekvinde kommer i job for hver fire mænd.
Til gengæld ser det bedre ud på uddannelsesområdet, hvor flygtningekvinder er bedre til at gennemføre den sværeste danskprøve, og blandt de unge på universiteterne er der flere kvinder end mænd med ikke-vestlig baggrund.
