Gå til sidens indhold
Jino.jpg

Lyt til mig! Det er mig, I rammer med jeres paradigmeskift.

Jeg kom til Danmark som flygtning for 14 år siden, med mine forældre og min bror. Dengang var jeg sorgløs og glad. En pige med tydeligt godt humør, lykkelig fordi jeg havde de bedste klassekammerater og for min fodbold.

I dag er jeg bange. Efterhånden som jeg er blevet mere og mere bevidst om udlændingepolitikken og dens konsekvenser, har jeg fået angst. Om natten har jeg ofte mareridt om at jeg er midt i en krig sammen med mine venner. At jeg bliver skudt i hovedet, men overlever på mirakuløs vis ved at kæmpe for mit liv. Om dagen læser jeg nye lovforslag med tårerne løbende ned ad kinderne, og kan ikke koncentrere mig om mit studie.

Jeg var heldig og privilegeret, fordi jeg havde en lærer, der gik op i mig som person. En lærer, der lærte mig mit danske sprog, og jeg blev en såkaldt 12-tals pige. Politikerne spørger mig, hvordan mit dansk kan være så godt. Jeg lader som om det ikke rører mig, og at det ikke er en nedladende kommentar. De siger til mig, at jeg ikke ligner en udlænding – er det en ros? Tak for det, men de behandler mig stadig som et dyr. De ved det ikke, fordi de aldrig har spurgt mig.

På Socialdemokratiets hjemmeside står der:
”Det enkelte menneske skal sikres frihed og tryghed til at udnytte sine evner og realisere sine drømme. Alle mennesker uanset social, religiøs eller etnisk baggrund skal sikres retten til og mulighederne for at leve og være aktive medborgere.”

I dag stemmer de for et paradigmeskift, hvor sådan nogle som mig skal leve hele vores liv i angst for at blive smidt ud igen. Og hvor vores stærke tilknytning til Danmark ikke kan have nogen betydning. Vi vil altid være uønskede.

Jeg har boet i Danmark i 14 år, og det meste af tiden har jeg været lykkelig for Danmark. Jeg har hele mit liv fortalt alle, at Danmark er det bedste sted i verden og det står jeg stadig ved, men jeg er bekymret nu. Jeg er fysisk og psykisk udmattet, men kære politikere, I må ikke have ondt af mig, for jeg skal nok klare mig, for mine forældre har lært mig, at man aldrig opgiver sin frihed, og man kæmper med sved, blod og tårer – for det var det, de gjorde. Jeg værner om mit Danmark og dets værdier, så selvom I har knust mit hjerte, så kom ikke og få ondt af mig.

 Jeg føler, at dem jeg holdt med, vender mig ryggen og afviser mig. De taler om, at jeg ikke deltager eller bidrager til samfundet. Men jeg har altid bidraget og deltaget i samfundet, og det er også mit land. De taler ned til mig og de vil helst have mig ud. De taler om mig og har ikke set mig eller hørt mig. De kender ikke min historie, men dømmer mig. De dømmer mig offentligt, så jeg kan høre, at min eksistens er uværdig. De tror, jeg er et dyr, der ikke kan tale eller forstå, men jeg er et menneske! Kære politiker, kan du høre mig nu?

Jino Victoria Doabi