Gå til sidens indhold

Herine og Smbat, Armenien

Herine er 11 år gammel, og hun har boet i asylcentre lige siden hun kom til Danmark som 2-årig, dvs i 9 år. Hendes lillebror Smbat på 8 er født her.

Familien har været afvist i alle årene, men det har ikke været muligt at sende dem hjem til Armenien, hvor de kommer fra – bla. fordi forældrene efter et dårligt råd opgav forkert nationalitet ved ankomsten.

Familien har aldrig fået lov at bo udenfor asylcentrene, sådan som de fleste andre familier fik lov til efter 2012. Det skyldes, at Herines ellers meget rolige, høflige far tabte besindelsen engang for mange år siden, da ingen ville tage hans datters voldsomme tandinfektion alvorligt og sende hende til en tandlæge. Han havde henvendt sig mange gange forgæves gennem flere uger, og Herine havde feber og stærke smerter.

Selvom han hverken slog eller truede nogen personer, ringede personalet efter politiet, som gav ham en bøde for truende adfærd. Den hændelse har i alle årene efter betydet, at familien aldrig fik lov at flytte udenfor centret.

Begge børn er alligevel fuldt ud integrerede og velfungerende, men Herine har allerede gået i 3 forskellige folkeskoler pga. centerflytninger. For nylig er de blevet flyttet fra Amager til Jylland. Det var meget hårdt for dem at blive fjernet fra deres klassekammerater, som de var nært knyttet til.

Herines mor er diagnosticeret med psykisk sygdom, så det er mest deres far, som tager sig af dem. Både Herine og Smbat begynder at blive påvirkede af deres usikre situation, som de efterhånden forstår alt for godt. De reagerer nu med separationsangst, grådanfald, angst, depression og søvnproblemer.

Refugees Welcome ansøgte i 2014 om ophold med henvisning til barnets tarv pga. børnenes lange ophold, men fik afslag, og har for nylig ansøgt igen.

Ved at blive medlem sikrer du, at vi fortsat kan fungere som gratis advokater for børnene.