Cases

Elsa fra Eritrea

Elsa ankom til Danmark i 2004 og søgte om politisk asyl pga. kvindesagsarbejde, men fik afslag. Hun er 64 år, fraskilt, og hendes to voksne børn er begge flygtet til udlandet. Der er ingen udsigter til at hun kan hjemsendes tvangsmæssigt. Næsten alle nyankomne asylansøgere fra Eritrea får i dag asyl.

Ved ankomsten var hun rask og fejlede ingen af de sygdomme, hun nu lider af. Hun deltog aktivt i alt, hvad hun kunne – serverede ofte eritreansk kaffe i sine fine, små dukkekopper og havde altid et smil og et knus parat. Nu orker hun i perioder slet ikke at forlade sit lillebitte værelse i Kongelunden. Hun har en lang række diagnoser og får 5 slags medicin: forhøjet blodtryk med risiko for hjerteproblemer, grå stær, ustabil diabetes 2, knogleskørhed, slidgigt i knæ der burde opereres, tilbagevendende infektioner i luft-og urinveje, åreknuder, vandsyster i maven.

I perioder har hun været stærkt deprimeret og opgivende, hun siger hun snart er ligeglad med, hvor hun skal dø henne, de kan bare hente hende. Der er ingen tvivl om, at de fleste af hendes sygdomme skyldes angst og bekymringer pga. livet i asylcentret.

Refugees Welcome søgte humanitær opholdstilladelse i 2009. Ifølge lægeerklæringen er hendes samlede sygdomsbillede livstruende på langt sigt uden behandling, med kroniske, fremadskridende lidelser, som er delvist invaliderende. Inden længe vil hun sandsynligvis have behov for insulin mod sin diabetes samt en hjerteoperation. Desuden er Eritrea et af verdens fattigste lande med en jævnligt truende hungerkatastrofe. Ifølge en rapport fra det svenske udenrigsministerium har kun 22% af befolkningen adgang til rent drikkevand,  mere end halvdelen af befolkningen er helt afhængige af FNs nødhjælp, og der er er kun en læge pr. 100.000 indbyggere. Ifølge det britiske udenrigsministerium er “basal håndkøbsmedicin tilgængelig i hovedstaden, men udvalget er lille. Besøgende anbefales at medbringe nødvendig og receptpligtig medicin.”

Men vi fik afslag. Ministeriet mener ikke, Elsa falder indenfor kriterierne: “fysiske sygdomme af meget alvorlig karakter”, “enlige kvinder fra lande, hvor der hersker ekstremt vanskelige levevilkår” eller “i risiko for at få eller opleve en forværring af et alvorligt handicap” – og heller ikke “en række forhold, der ikke isoleret set kan begrunde humanitær opholdstilladelse, (som) foreligger i kombination hos den samme ansøger.”

Mange lignende sager får afslag på humanitært ophold. Bl.a. Germer fra Eritrea, som er 74 år gammel, lider af Hortons Hovedpine og tiltagende demens. Hun har 6 døtre, hvoraf de tre er døde, de to er flygtet og den sidste fik asyl i Danmark i 1994. Og Amal på 65 fra Irak, som ankom til Danmark for 10 år siden med sine to teenagedøtre. De blev begge gift med herboende mænd og fik børn, men myndighederne mener, at Amal skal rejse alene tilbage til Bagdad, hvor hun ikke har familie eller netværk længere.

Sommeren 2013 hjalp RW med at skaffe besøgsvisum til Elsas svigerdatter, og hun genså sin søn efter 9 år og mødte for første gang nogensinde svigerdatteren og de to små børnebørn (alle bor i USA, hvor de har fået asyl).

Undervejs har hendes advokat i samarbejde med Refugees Welcome søgt om genoptagelse af hendes asylsag. Endelig, to år efter vores ansøgning om genoptagelse, besluttede Flygtningenævnet at genåbne hendes asylsag – og hun fik asyl! Spørgsmålet er, om det var nødvendigt at hun først skulle tilbringe 9 år i diverse asylcentre og blive nedbrudt både psykisk og fysisk…

tilbage til top

Asefa – psykisk syg mor til 6 fra Afghanistan

I foråret 2011 blev Refugees Welcome kontaktet pr. e-mail af en 12-årig dreng, som søgte vores hjælp. Han var to år tidligere kommet til Danmark med sine forældre og fire søskende. Familien havde fået afslag på asyl og på en efterfølgende ansøgning om humanitært ophold og var nu i Sandholm, i udsendelsesposition.

Familien stammer fra Afghanistan, men havde levet 15 år i Iran som papirløse flygtninge. I 2010 lykkedes det familien at komme til Danmark for at søge om asyl. I løbet af den to-årige periode, hvor familien har befundet sig i landet, er børnenes psykiske velbefindende blevet stærkt belastet af livet i asylcentrene, som har budt på gentagne flytninger og ikke mindst en yderst belastende hverdag med en stærkt psykisk syg mor. De to ældste børn var stukket af og boede under jorden på egen hånd.

Asefa var kun 16 år, da hun fik sine to første børn, tvillinger. Hun havde været psykisk syg i flere år, før de ankom til Danmark. Hendes tilstand er dog aldrig blevet tilstrækkeligt undersøgt på de asylcentre, de har boet på – man mente, hun led af aktuel belastningsreaktion pga. afslaget på asyl, og hun fik blot angstdæmpende medicin. Familien havde også forsøgt at skjule, hvor syg hun egentlig var, af frygt for at børnene ville blive fjernet fra familien.

Refugees Welcome fik hurtigt arrangeret, at Asefa blev undersøgt af en uafhængig psykiater. Lægeerklæringen pegede på psykotiske tegn og alvorlig psykiatrisk sygdom, men anbefalede yderligere udredning med henblik på korrekt behandlingsplan. På den baggrund blev sagen om humanitært ophold genoptaget hos Justitsministeriet, med stort besvær fordi der ikke forelå en endelig diagnose.

Familien blev sendt tilbage til et asylcenter i Jylland, og der blev ikke iværksat yderligere omkring Asefas sygdom. Efter 10 måneders venten mistede Refugees Welcome tålmodigheden og fik arrangeret en undersøgelse hos en psykiater, som havde haft Asefa kortvarigt som patient i et andet asylcenter, og som vurderede hendes tilstand en del mere alvorligt end den psykiater, som det jyske asylcenter brugte. Denne psykiater stillede en endelig diagnose og udskrev et psykofarmaka-præparat.

Nu foreligger der så, efter fire års ophold i Danmark, en diagnose, som lyder på paranoid skizofreni, og en medicinsk behandling er sat i gang. Asefa har fået det tydeligt bedre og er mindre angstpræget. Den korrekte diagnose og behandling ville aldrig være fremkommet, hvis ikke Refugees Welcome og to psykiatere havde brugt masser af frivillige timer på at hjælpe Asefa og hendes famile.

Ministeriet udbad sig i januar 2013 svar på, om et andet præparat kunne anvendes i stedet for det ordinerede – og igen måtte Refugees Wecome bede en udenforstående psykiater foretage en vurdering af dette aspekt i sin fritid. Til sidst fik familien humanitært ophold, og kan endelig komme i gang med et værdigt og trygt liv – indtil der skal søges om forlængelse…

tilbage til top

Gammel dame under jorden i 13 år

I marts 2012 blev vi kontaktet af en kvinde, som bad om hjælp til sin mor. Kvinden var født i Rusland, og kom hertil i 1996 via ægteskab. Hun er blevet dansk statsborger og har levet af sit arbejde som musiker i alle årene. Problemet var, at hendes mor kom herop på visum tilbage i 1999 og søgte familiesammenføring, men fik afslag. Hun turde dog ikke rejse hjem til Ukraine, hvor hun ikke havde nogen til at forsørge sig, og hun havde været udsat for trusler pga. sit arbejde med tjetjenske børn. Da vi kom ind i sagen, boede moren stadig ulovligt hos sin datter, og var efterhånden blevet 84 år, nu sengeliggende efter en hjerneblødning. Datteren turde ikke længere efterlade hende alene for at gå på arbejde.

Vi hjalp med at forberede datter og veninde på den nødvendige rejse med moren fra Fyn og indskrivning i Sandholm. Imens skrev vi sammen to ansøgninger, en om humanitært ophold og en anden om familiesammenføring under særlige omstændigheder. Moren måtte blive i Sandholm, men fik straks tildelt personlig støtte. Datteren rejste frem og tilbage hver weekend fra Fyn til Nordsjælland, og FUJ betalte togbilletterne. Efter kun 3 mdr. fik moren opholdstilladelse som familiesammenført – helt usædvanligt hurtigt. Normalt kan man ikke få sine forældre med sig til Danmark, men der er en mulighed, hvis de er over 60 år og beviseligt helt afhængige af deres herboende barn samt har et særligt behov for pleje og støtte. Hun bor nu på et plejehjem tæt på datterens bolig, og alle er lettede.

tilbage til top

Hamid: 8 år under jorden i Danmark

Hamid kom til Danmark sammen med sin far, mor og fire søskende i 2001 fra Afghanistan, 16 år gammel. Familien fik politisk asyl, men moren ville senere skilles, og under skilsmissen oplyste hun, at Hamid ikke var deres biologiske søn. Men hverken Hamid eller hans søskende vidste, at han ikke var deres egen – det var en traditionel familieadoption, som er almindelig i Afghanistan – farens bror havde flere sønner, og overlod ham  derfor Hamid, som dengang var 2 år gammel. Moren rejste fra Danmark med de andre børn, og der blev rejst straffesag mod faren for at have afgivet falske oplysninger om sønnen. Han blev frifundet, men alle instanser fastholdt, at Hamid skulle miste sin opholdstilladelse. Siden dengang har han levet under jorden i Danmark.

RW har hjulpet ham siden 2008, og vi har betalt et beløb til ham hver måned, fordi han har haft svært ved at klare sig. Vi har bla. henvendt os til den danske ambassade i Kabul og fået bekræftet, at sådanne adoptioner er helt almindelige men ikke registreres af myndighederne, og vi har ansøgt Ankestyrelsen om at godkende adoptionen. Sagen har også været i Berlingske Tidende over tre helsider. Intet har kunnet give ham hans opholdstilladelse tilbage. Men siden 2004 har han været kæreste med en herboende statsløs flygtning fra Burma, og de fik en søn i 2012.

Det lykkedes med en stor indsats, og kun et par dage før han skulle deporteres til Afghanistan, at få Udlændingestyrelsen til at åbne hans ansøgning om familiesammenføring, selvom han opholder sig ulovligt i Danmark. Den har været under behandling siden november, og den gik til sidst i gennem efter endnu 8 mdr – alene fordi hans kone har flygtningestatus. Men han fik aldrig svar på sin ansøgning om at bo officielt hos sin kone og søn, og eftersom han var nødt til at være hos dem i det daglige, måtte han rejse frem og tilbage fra asylcentret på Langeland til deres hjem i Esbjerg hver 14. dag igennem de 8 mdr. Han modtog kun kostpenge, og derfor måtte RW betale de 725 kr for hans togbillet hver 14. dag. Det har vi slet ikke ressourcer til at gøre for alle, men denne sag var så principielt urimelig, og vi arbejdede på den i seks år.

tilbage til top

Læge fra Herat fik asyl efter RWs genoptagelsesanmodning

Det er uendelig sjældent, at sager bliver genoptaget i Flygtningenævnet – og afghanske sager er nogle af de allermest umulige. Alligevel lykkedes det RW at finde så overbevisende baggrundsoplysninger, at vi fik denne sag omgjort. Lægens detaljerede og meget overbevisende beretning om trusler, efterfølgende kidnapning og flugt var blevet lagt til grund ved nævnets behandling. Man kunne heller ikke afvise, at der var tale om en profileret person – leder af et hospital og aktiv for kvinders rettigheder og Den Danske Afghanistankomité. Afslaget var udelukkende baseret på nævnets påstand om, at kidnapperne var ”almindelige borgerlige kriminelle” og ikke Taliban. I det pågældende område kan man imidlertid ikke skelne på den måde, og det havde lægen da også forgæves forsøgt at forklare. RW fandt frem til en række artikler fra bla. BBC og dagbladet Information, som bekræftede dette, og nævnet måtte omstøde afgørelsen.

tilbage til top

Yalda, Shekib og deres to børn

RW modtog en henvendelse fra frustrerede naboer til denne familie, som står til at blive splittet ad. Vi skrev sammen med Amnesty International til Ombudsmandens nye børnekontor med en klage over, at der ikke var taget stilling til børnenes tarv i sagen, herunder de ganske særlige forhold som hersker i Afghanistan. Her ville man dog ikke udtale sig endnu, eftersom Justitsministeriet har bedt det nye Udlændingenævn om at tage stilling til sagen. I korte træk går sagen ud på, at Shekib og Yalda har fået afslag på familiesammenføring, men de kan ikke vende hjem til Afghanistan. Shekib kom til Danmark som 14-årig med sine forældre og fik asyl. På trods af, at han har fast arbejde og har forsørget sig selv hele sit voksne liv, og at hele hans familie bor her, mener man ikke, at han har opnået tilstrækkelig tilknytning til Danmark. Derfor henvises familien til at bosætte sig i Afghanistan, hvor ingen af dem har familiemedlemmer tilbage. Yalda flygtede med sin far fra et tvangsægteskab for 8 år siden til Pakistan. Hun mistede senere kontakten til ham.

Myndighederne skal tage hensyn til barnets tarv i alle afgørelser, og her er der tale om et af verdens mest usikre lande, hvor der er 500.000 internt fordrevne flygtninge, og som ligger nr. 1 på verdensranglisten over børnedødelighed. Børnene har begge opholdstilladelse i Danmark, men det hjælper dem ikke meget, når deres mor har fået afslag. For at søge om genoptagelse af sagen blev hun henvist til at søge fra hjemlandet. RW iværksatte en underskriftindsamling på nettet for familien, som nåede op på 1.300 underskrifter.

Parret fik til sidst tilladelse til at få sagen behandlet mens de opholder sig i Danmark – fordi deres yngste søn skulle opereres. Fire år efter sin ankomst til Danmark fik Yalda endelig familiesammenføring i marts 2014, eftersom Shekib nu endelig opfyldte kravet om 12 års ophold. På den måde fik vi desværre ikke taget stilling til det mere principielle i at man har en lovgivning, der i praksis adskiller forældre og små børn, bla. fordi man ikke ser på hvilket hjemland, der er tale om.

Vi har mødt flere andre familier i præcis samme situation, og vi mener det er helt ude af proportioner at henvise en mor fra lande som Afghanistan og Somalia om “at søge fra hjemlandet” – navnlig når hun har små børn. Der er ingen rationel grund til at de ikke skal have lov til at søge herfra, når de allerede har etableret en familie i Danmark. Næste barriere er så tilknytningskravet, hvor man i mange sager henviser til at familien blot kan tage ophold i det andet land, hvis de ønsker at være sammen. Igen ude af proportioner, når der er tale om lande med krig og basale overlevelsesproblemer set overfor en veletableret familie i Danmark, der forsørger sig selv.

tilbage til top

Elena og Mehmet

Elena og Mehmet henvendte sig til FUJ for flere år siden, dengang var der ikke noget, vi kunne gøre for dem. Men Metock-dommen og Danmarks tilsagn om at følge EU-reglerne har ændret deres situation.

De mødte hinanden for 9 år siden i et asylcenter – Elena var kommet fra Litauen med sin søn og sin mand, Mehmet alene fra den kurdiske del af Tyrkiet. To år senere mødtes de igen, i mellemtiden havde Mehmet fået afslag på asyl og var i Sverige under jorden, Elena havde fået opholdstilladelse men hendes mand havde begået selvmord.

De to blev langsomt forelskede, og Mehmet flyttede ind hos Elena og hendes søn, sammen fik de også en søn. Elena er nu som litauer EU-borger og har fast arbejde i Danmark, men Mehmet lever fortsat under jorden. En uholdbar situation, hvor børnehaven, naboer, venner, sygdom, trafikulykker osv. hele tiden fremkalder angsten for afsløring. Og hvor Elena er eneforsørger og både skal hente og bringe den lille søn i børnehaven. Hvad sker der fx hvis hun bliver syg?

EU-reglerne og Metock-dommen siger, at de har ret til familiesammenføring i Danmark: hun er EU-borger og arbejder og bor i et andet EU-land, de har haft et reelt familieliv i flere år (selvom det var ulovligt), og det har ingen betydning at han ingen opholdstilladelse har i EU.

Hvad er så problemet? Jo, hvis de udfylder papirerne og fremlægger beviser for, at han har boet hos hende i 5 år, fortæller de samtidig myndighederne, at han opholder sig her ulovligt, og han risikerer at blive hentet af politiet og sendt tilbage til Tyrkiet med et indrejseforbud. Samtidig risikerer hun at blive straffet for at have huset en illegal indvandrer bevidst. Den risiko turde de ikke løbe, fordi Mehmet er bange for at blive sendt tilbage til Tyrkiet, hvor han har undslået sig værnepligt og hans familie er politisk forfulgt.

FUJ har spurgt en juraprofessor, som mener, at parret opfylder kriterierne. Vi har spurgt direktøren for Udlændingeservice personligt, hvad der vil ske – han kan ikke sige det sikkert. Selvom han giver os ret i, at Mehmet som udgangspunkt ville få processuelt ophold under sagsbehandlingen, kan han ikke udelukke, at han vil blive fængslet og Elena retsforfulgt. Når politiet får nys om en person under jorden, bliver vedkommende som regel hentet og sat i fængsel.

Til sidst blev situationen for uholdbar for familien, og de besluttede at løbe risikoen ved at ansøge. FUJ kontaktede en advokat med speciale i familiesammenføring, som først måtte søge kommunen om lov til at de kunne blive gift – på trods af Mehmets manglende opholdstilladelse og pas. Det lykkedes efter en klage til Familiestyrelsen, og da først vielsesattesten var i hus, gik familiesammenføringen igennem lynhurtigt!

tilbage til top