Gå til sidens indhold
Sandholm trehjulet.jpg

Asylaftale SRSF

Da SRSF-regeringen trådte til i 2011, blev der gennemført en tiltrængt lempelse af kravene til permanent ophold, og den forhadte Starthjælp blev afskaffet. Pointsystemet for familiesammenføring blev ligeledes skrottet, men væsentlige dele af det blev dog bibeholdt. Den nye regering ville også fokusere på at bygge asylansøgere op i ventetiden fremfor at bryde dem ned – derfor udarbejdedes et forslag om adgang til boliger udenfor asylcentrene og arbejde i asylfasen. Den kom til at gå under navnet Asylaftalen og blev vedtaget i 2012 med stemmer fra Enhedslisten og Liberal Alliance.

Undervejs konsulterede både Radikale og Enhedslisten RW for at høre vores mening om de forskellige elementer i aftalen. Vi var overvejende positive, og nærmest begejstrede for at se nogle af vores idéer præsenteret som realpolitik. Læs vores høringssvar her. Men efterhånden som embedsmændene beskrev den praktiske udmøntning, ikke mindst de krav og den administration, som skulle være en betingelse for at få lov at flytte ud eller tage et arbejde, viste den gamle talemåde sig at holde stik: Djævlen bor i detaljen. Det blev til en omstændelig godkendelsesproces og flere modstridende elementer, som førte til at meget få fik noget positivt ud af det.

Aftalens idé om at adskille og specialisere centrenes funktion mere var vi også tilhængere af. Men når man ser tilbage i dag, er Sandholm stadig ikke det positive modtagecenter, som vi fik stillet i udsigt, der blev ikke oprettet flere kvindecentre og omsorgscentre, men udrejsecentret Sjælsmark er til gengæld blevet et trøstesløst ingenmandsland og har fået selskab af det endnu mere håbløse Kærshovedgård. Læs mere om udrejsecentrene på REFUGEES.DK.

Enhedslisten, Radikale og Ny Alliance lagde stemmer til aftalen i 2013, og vi anså den for et skridt i den rigtige retning. I praksis har den dog haft en begrænset effekt, og senere har borgerlige regeringer med støtte fra Socialdemokratiet fået udvandet de sidste positive elementer.

Bliv medlem

– partierne har brug for uafhængige eksperter med fingeren på pulsen, når de skal tage beslutninger